Boligsalget buldrer afsted i Vestjylland
Boligerne når ikke at være længe på markedet før de bliver revet væk her i det vestjyske. Faktisk er 39 procent blevet solgt under en måned efter de er sat til salg.
Tal for den første halvdel af i år viser, at mange boliger i det vestjyske bliver solgt som turbohandler – det betyder, at det tager mindre end en måned at finde en ny ejer.
Det er Danbolig, der har lavet opgørelsen, der viser, at 39 procent bliver solgt indenfor en måned og hele 83 procent af de boliger, der er til salg, bliver solgt inden for tre måneder.
- Efterspørgslen den har været helt vildt stor, så det gør automatisk at priserne stiger, afslagene bliver mindre, og det hele går bare lidt hurtigere, fortæller Alexander Christensen, som er indehaver af Danbolig Holstebro.
Det er ikke kun i det vestjyske, at salget af boliger buldrer afsted. På landsplan bliver 42 procent af alle boliger solgt på mindre end en måned. Til sammenligning blev blot 23 procent solgt lige så hurtigt sidste år.
- Mange folk har flere penge mellem hænderne efter corona, fordi de har været spærret inde derhjemme. Og det har skubbet mange købere ud på markedet, som har været med til at sætte skub i hele salget. For der er også stadig meget favorable lånemuligheder, forklarer Alexander Christensen.
Turbohandler er ofte dyrere
Når det hele går stærkt, ender prisen ofte noget højere. I gennemsnit er kvadratmeterprisen ni procent højere, når der er tale om turbohandler.
- Det er det vildeste jeg har været med til at prøve, og det er også kommet bag på os, hvor hurtigt det er gået, siger Alexander Christensen.
Men nu tror Alexander Christensen også på, at vi har set toppen.
- Lige nu kører vi stadig i et højt gear, og det kommer nok til at blive skruet lidt ned. Men bølgerne går ikke helt lige så højt her i Vestjylland, som i storbyerne, så vi forventer ikke at det bliver et stort fald her, lyder det fra Alexander Christensen.