Du må klappe, men ikke råbe: - Forældres opførsel på sidelinjen er et stigende problem

Det er et stigende problem, at forældre råber og skriger fra sidelinjen. Det fortæller udvalgsformand fra DBU.

Jørgen Rasmussen DBU
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

For knapt et halvt år siden blev der delt holdkæftbolsjer ud på sidelinjen til forældre og tilskuere til børnefodboldkampe. De måtte nemlig kun klappe - og ikke råbe.

Nu siger manden bag projektet Silent Week i Jylland, at det er kommet for at blive - for det er et stigende problem med forældrenes opførsel på sidelinjen.

Debatten om fodbold, forældre og tilråb er blusset op igen, efter at en 77-årig fodbolddommer er blevet overfaldet af en forælder til en 12-årig dreng i Hvalsø vest for Roskilde lørdag.

- Stakkels den dreng, hvor faderen fik amok og slog dommeren ned. Hvordan skal han igen kunne møde kammeraterne?, spørger udvalgsformanden. 

Ifølge Jørgen Rasmussen skal de unge trænere også klædes godt på til at tackle situationer, tilråb og forældre - derfor er det også en del af trænerkurserne. 

- Jeg har en tro på, at jo flere gange vi opfordrer forældrene til at opføre sig rigtigt, jo før falder det på plads, siger Jørgen Rasmussen, der er formand for børneudvalget i DBU Jylland. 

- Børn beder forældre stoppe med at råbe

I Vildbjerg SF er Kenneth Halberg Hansen børneudviklingstræner. Det betyder, at han kommer til stort set alle hjemmekampe i Vildbjerg for børn under 12 år. 

- Jeg stiller mig simpelthen hen mellem forældrene på sidelinjen. De kan være hårde, så jeg må ind imellem minde dem om, at vi der for sjov, siger han. 

Han oplever det også, at det lægger en dæmper på forældrene, når han er til stede. Alligevel oplever han også, at der bliver råbt og ikke kun klappet:

- Børn vil gerne tilfredsstille både deres forældre og træneren, og det er et kæmpe pres, man lægger på børnene, når der bliver råbt fra både forældre og træner, siger han og fortsætter: 

- Jeg har oplevet børn, der har råbt til deres far eller mor, at de skal lade være med at råbe. 

Silent Week kommer igen i foråret 2025 med samme koncept og ikke mindst flere holdkæft-bolsjer.