Politileder anklaget for gramseri: Nu reagerer politiet
Ledelsen vil handle resolut, hvis den bliver bekendt med grænseoverskridende adfærd eller krænkende handlinger, lyder det fra politiet.
Midt- og Vestjyllands Politi er bekendt med, at en af kredsens politiledere er tiltalt for at stå bag seksuelle krænkelser begået på en af politikredsens arbejdspladser.
Det bekræfter politiet i en mail til TV MIDTVEST, efter det tirsdag er kommet frem, at en hjemsendt politileder risikerer fængsel for en stribe af blufærdighedskrænkelser.
Ifølge anklageskriftet skulle politilederen 8. december 2023 have krænket en eller flere ansatte om aftenen.
Viborg Folkeblad har tidligere beskrevet, at episoderne skulle have fundet sted i forbindelse med en julefrokost på arbejdspladsen.
Stribe af krænkelser
Samlet set er der tale om otte krænkelser, der ifølge anklageskriftet fandt sted i tidsrummet fra klokken 18 til 01.
I et af tilfældene skulle politilederen blandt andet have taget fat på brysterne uden på tøjet og holdt ved dem.
Derudover har politilederen ifølge anklagemyndigheden også kommet med flere verbale blufærdighedskrænkelser.
Politilederen skulle blandt andet have sagt ”du er en god pige, og du er en god betjent” og ”du kan komme langt i politiet, hvis du vil” eller lignende samtidig med, at han flyttede sin ene hånd ned til balle og klemte til uden på tøjet af en kvinde.
Får fuld løn
Politilederen har været hjemsendt med fuld løn, siden han sidst mødte på job i december 2023.
TV MIDTVEST har tidligere dokumenteret, at politiet ikke har forflyttet, degraderet eller afskediget den pågældende leder efter julefrokosten. Med andre ord er politilederen ansat i samme stilling, mens han stadig får løn.
- Det er Koncern HR i Rigspolitiet, der tager stilling til eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser, men hverken vi eller Rigspolitiet kan udtale os om en igangværende personalesag, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.
TV MIDTVEST har tirsdag været i kontakt med den hjemsendte politileder. Han ønsker ikke at kommentere sagen.
Midt- og Vestjyllands Politi har tidligere understreget, at politikredsen ikke tolererer krænkende handlinger mellem ansatte i politikredsen.
- Sådanne handlinger er helt uforenelige med organisationens værdigrundlag om at være en god arbejdsplads præget af et respektfuldt samarbejde. Ledelsen vil handle resolut, hvis den bliver bekendt med grænseoverskridende adfærd eller krænkende handlinger, skriver politiet.
Retten i Viborg oplyser til TV MIDTVEST, at sagen endnu ikke er berammet.
Midt- og Vestjyllands Politiforening, der repræsenterer de ansatte ved Midt- og Vestjyllands Politi, skriver i en sms til TV MIDTVEST, at man er bekendt med, at der er rejst tiltale i sagen.
Foreningen har ikke yderligere kommentarer.