Ekstraregning på en kvart million: Høje varmepriser truer landsdelens idrætshaller

Energipriserne gør det svært for idrætshallerne at løbe rundt i øjeblikket, lyder det fra DGI Vestjylland. De håber, at hallerne kan få støtte.

2:10
Rekordhøje varme-priser presser lige nu flere af landsdelens idrætshaller. Nogle frygter, de må dreje nøglen om.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Hallerne har brug for hjælp, for ellers kan de risikere at måtte dreje nøglen om.

Sådan lyder DGI Vestjyllands store bekymring, efter rekordhøje energipriser er begyndt at presse landsdelens idrætshaller.

De ønsker derfor, at hallerne får økonomisk hjælp fra det offentlige, da de ikke mener, at alle hallernes pengekasser kan klare priserne selv.

- Det kan ende med, at hallerne går fallit simpelthen, lyder det for Niels Hybholt, der er næstformand i DGI Vestjylland.

- Løsningen på kort sigt er et tilskud. Hallerne har ikke økonomien til at kunne betale de her ekstraregninger, så man skal simpelthen finde ud af, hvor meget der skal til for at kompensere. På langt sigt kan man selvfølgelig kigge på energioptimeringer, så man bliver mindre afhængig af fossilt brændstof, fortsætter han.

Niels Hybholdt er næstformand i DGI Vestjylland.
Niels Hybholdt er næstformand i DGI Vestjylland.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Ekstraregning på 250.000 kroner

I Troldhede Hallen i Troldhede sydøst for Videbæk kan man tydeligt mærke, at varmen koster noget mere end normalt. Her kan man i 2022 se frem til en ekstraregning på omkring 250.000 kroner.

Det sker på trods af, at man her har forsøgt at skrue lidt ned for temperaturen. Men det kan dog ikke løse problemet, for det er nødvendigt med varme i en hal, når der er arrangementer.

Her håber man også, at man kan få hjælp, men indtil da forsøger de at lappe hullet selv.

- Vi har allerede fundet en del penge. Alle vores sponsorer er gået med til at hæve deres sponsorat, så det er rigtigt skønt, men vi mangler stadigvæk rigtigt mange penge, fortæller bestyrelsesmedlem i Troldhede Hallen Martin Møller Simonsen og fortsætter:

- Jeg håber da, at staten vil gribe ind og hjælpe os på en eller anden måde, for ellers tror jeg, at der er rigtig mange haller, der vil lukke, slår han fast.

De røde varmeplader i loftet varmer lige nu Troldhede Hallen op. Det er i år noget dyrere end normalt.
De røde varmeplader i loftet varmer lige nu Troldhede Hallen op. Det er i år noget dyrere end normalt.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST