Enøjet kat i retten: DF vil have kattelov
Tvisten om en enøjet kat får endnu engang DF til at efterlyse en kattelov. De ønsker, at katte bliver mærket på samme måde som hunde.
En enøjet kat er centrum i retten i Viborg, da to parter strides om, hvem katten egentlig tilhører. En familie påstår, at de først havde katten, Snuske, som de kalder den.
Sidenhen løb katten, ifølge familien, hjemmefra og endte hos dyrlæge Lise Svejgaard. Hun har nu adopteret katten og mærket den.
Alt dette mener Dansk Folkeparti dog, der kunne være undgået, hvis Danmark havde en kattelov.
- Hvis vi havde haft en kattelov, havde vi ikke stået med en samfundsopgave, som koster spidsen af en jetjager med retssager og alt muligt for at fastslå, hvem der er kattens retmæssige ejer. Det havde vi været fuldstændig fri for, siger Karina Due, der er dyrevelfærdsordfører for DF.
Mange herreløse katte
Dyrenes beskyttelse hjælper ofte i sager, hvor katte er blevet væk. Her bliver de fremlyst på deres hjemmeside og i Facebook-grupper, hvilket de har pæn succes med.
Herefter bliver den fremlyst i tre dage. Alt dette kunne dog også undgås, hvis katte blev mærket ligesom hunde.
- En mærkningsordning ville være skønt. Så ville det være ti gange nemmere for os, det er der ingen tvivl om, siger Connie von Moos, der er kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Viborg.
I løbet af et år hjælper Connie von Moos 10-15 katte hjem til deres ejermand ved hjælp af Facebook.
Hovedrysten over katte
Idéen om en ny kattelov falder dog ikke i lige god jord på Christiansborg, hvor man har mulighed for at gøre noget ved problemet.
- Der er lidt hovedrysten og trækken på skuldrene over, at man vil til at lovgive om sådan noget med katte - for det er jo kun katte, som man siger. Det synes jeg, der er ærgerligt, da vi med en kattelov gerne vil hæve niveauet for kattens anseelse, siger Karina Due.
Det er dog ikke kun på Christiansborg, at katten ikke bliver prioriteret højt. Hos Dyrenes beskyttelse ringer man heller ikke til politiet, når kattene er blevet væk hjemmefra.
- Sådan, som vi skal gøre det over for politiet, det kan vi ikke gøre. Det kan vi kan jo ikke bede politiet om. Jeg har haft tre katte i den her uge. Skulle jeg ringe til politiet hver gang? De ville ikke tage mig særlig seriøst, siger Connie von Moos.