Få et overblik: Det vil regeringen bruge penge på i 2019

Kristian Jensen har i dag præsenteret regeringens finanslovsforslag.

Kristian Jensen til dagens pressemøde.
Kristian Jensen til dagens pressemøde.
Foto: Jonas Olufson / Ritzau Scanpix

Hvem og hvad skal statens penge gå til i 2019?

I dag præsenterede finansminister Kristian Jensen regeringens finanslovsforslag, og han giver dermed sit svar på, hvordan regeringen mener, at pengene skal bruges.

Lær mere om, hvordan de vil fordele pengene herunder.

Velfærd

  • 250 millioner kroner til udsatte småbørn, målrettet de første 1000 dage af barnets liv. Skal blandt andet bruges på flere pædagoger.
  • 220 millioner kroner til "bedre sundhed". Regeringen kommer med udspil til sundhedsreform til efteråret.
  • 100 millioner kroner til psykiatrien.
  • 180 millioner kroner til styrket ældrepleje.
  • 60 millioner kroner til nedbringelse af sagsbehandlingstider, blandt andet i Ankestyrelsen.

Uddannelse og job

  • 600 millioner kroner skal gå til "bedre uddannelser og et robust arbejdsmarked".
  • Regeringen varsler et erhvervsuddannelsesudspil. De studerende skal have lov at tjene mere ved siden af SU'en. Det ventes at koste 95 millioner kroner. Nogle af pengene skal gå til forskning. Og så vil regeringen komme med forslag om tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft.
  • Besparelser på uddannelse og kultur, kaldet omprioriteringsbidrag, skal fortsætte uændret de kommende tre år. Fra 2022 lægger regeringen op til, at de penge, de enkelte institutioner sparer, skal blive inden for området og fordeles på udvalgte initiativer.
  • Regeringen lægger op til at fjerne et særligt tilskud til indvandrere, der går på efterskole og omlægge en tredjedel af undervisningen på gymnasiale suppleringskurser til fjernundervisning.  
Finansministeren ankommer for at præsentere finanslovsforslaget.
Finansministeren ankommer for at præsentere finanslovsforslaget.
Foto: Jonas Olufson / Ritzau Scanpix

Tryghed

  • 35 millioner kroner skal gå til at styrke it-sikkerheden i Udenrigsministeriet.
  • 43 millioner kroner skal gå til at styrke Politiets Efterretningstjeneste.
  • Der skal bruges syv millioner kroner på at indskrænke brugen af samfundstjeneste, så flere kommer i fængsel i stedet for.
  • Cirka 160 millioner kroner skal gå til indsats mod ungdomskriminalitet.
  • Der skal indføres hårdere kurs over for medier, der krænker privatlivet. Det ventes at koste syv millioner kroner.

Afgifter og erhvervsliv

  • Regeringen vil bruge 400 millioner kroner på at nedsætte skatter og afgifter.
  • Dertil kommer, at regeringen vil hæve den rente, virksomheder betaler, når de skylder i skat. Det vil indbringe 120 millioner kroner, der også skal gå til erhvervslivet.
  • For pengene vil regeringen nedsætte elvarmeafgiften i sommerhuse, give større fradrag til pendlere i yderkommuner, lempe forskellige punktafgifter og skattefritage selvejende institutioner for ældre og handicappede.
  • Regeringen vil blandt andet også udvikle et "standardkoncept for færger til ø-sejlads" og markedsføre Danmark som iværksætternation.

Miljø, klima og fødevarer

  • Regeringen bebuder et miljøudspil om blandt andet renere luft og et klimaudspil. Hertil afsættes der en milliard kroner over fire år.
  • Der afsættes 250 millioner kroner til mere natur, heraf 50 millioner kroner til opfyldelse af naturmål.
  • 86 millioner skal bruges på et nyt fødevareforlig, der skal sikre borgernes tillid til fødevaresikkerheden.
  • Regeringen vil styrke dansk gastronomi med en pulje på 10 millioner kroner.
  • Kystbeskyttelsen får 115 millioner kroner fra staten næste år, men regeringen lægger op til, at det skal stige til 185 millioner kroner fra 2020.
Dagens præsentation.
Dagens præsentation.
Foto: Jonas Olufson / Ritzau Scanpix

Yderområder

  • Der skal oprettes en pulje til nedrivning og istandsættelse af faldefærdige huse i landsbyer. Pengene kommer fra det statslige tilskud til kommunal byfornyelse. Der er 68 millioner kroner i 2019.
  • 102 millioner kroner skal gå til bedre bredbånd.
  • Regeringen vil bruge 19 millioner kroner på at oprense havne og sejlløb.

Udviklingsbistand

  • Regeringen vil bruge 0,7 procent af bruttonationalindkomsten på ulandsbistand. Dermed er der afsat 16,4 milliarder kroner i 2019.

Skattevæsnet

  • Et bredt flertal i Folketinget står bag planerne om at genoprette skattevæsnet. Regeringen fortsætter genopbygningen og afsætter 299 millioner kroner i 2019.

Kultur

  • 26 millioner kroner skal gå til projektet "Kend dit land", hvor elever fra 4. klasse skal rundt i Danmark.
  • 31 millioner kroner skal bruges på at sikre kulturarv.
  • Otte millioner kroner skal styrke de kunstneriske uddannelser.
  • Der afsættes otte millioner kroner til landsdelsorkestre og -scener.
  • 12 millioner kroner skal bruges på "kommende reformer på museums- og scenekunstområdet".
  • Fem millioner kroner afsættes til kultur i udsatte boligområder.
  • En pulje på ti millioner kroner skal deles mellem blandt andet Danmarks Flygtninge Museum, folkehøjskolerne og Dansk Sprognævn. Og så er der også støtte til Copenhagen 2021.
  • Regeringen vil bruge 17 millioner kroner på at få starten af Tour de France til Danmark.
  • Der afsættes 15 millioner kroner til initiativer rettet mod Grønland og Færøerne.
Kristian Jensen møder pressen.
Kristian Jensen møder pressen.
Foto: Jonas Olufson / Ritzau Scanpix

Forhandlingsreserve

  • Regeringen har afsat en reserve på 1,35 milliarder kroner, som de partier, der skal sikre flertal for finansloven, kan prioritere.

Kongehuset

  • Det foreslås, at dronningen tildeles 84,6 millioner kroner i 2019. Det er 9,8 millioner kroner mere end i år.
  • Kronprins Frederiks årpenge vokser med 300.000 kroner til 21,2 millioner kroner. Kronprinsesse Mary får fortsat 10 procent af det beløb, svarende til 2,1 millioner kroner.
  • Derimod er der status quo for prins Joachim og grevinde Alexandra, der får henholdsvis 3,7 millioner kroner og 2,5 millioner kroner.
  • Prinsesse Benedikte får uændret ydelse på 1,3 millioner kroner, mens grev Ingolf tildeles 1,8 millioner kroner.

Beløbene er årlige, eksklusive penge fra økonomiaftaler med henholdsvis kommuner og regioner og eksklusive midler fra Satspuljen.