Færre unge søger ind på gymnasier i yderområder
Lysten til at søge mod en større by og færre unge i yderområder giver færre ansøgninger til små gymnasier.
Færre unge søger ind på de små gymnasier i yderområderne.
Det oplyser Danske Regioner mandag.
Det sker, på trods af at 596 flere unge samlet set har valgt at søge om optagelse på et af landets gymnasier sammenlignet med 2021.
Formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling Anders G. Christensen peger på, at der kan værre flere årsager til, at gymnasier i yderområderne oplever et fald i antallet af ansøgere.
- Generelt er der desværre en vigende demografi, altså færre unge i yderområderne. Dermed bliver der også færre, som kan søge mod gymnasierne.
- Der vil også være nogle, der ligger mellem et lille og et stort gymnasium, som vælger det store, selv om det giver længere rejsetid, fordi udbuddet af fag er større, eller fordi der er et lidt bedre ungdomsmiljø, siger han.
Kan starte negativ udvikling
Når færre ansøger og dermed bliver optaget på et at de små gymnasier, kan det ifølge Anders G. Christensen sætte gang i en negativ udvikling, der til sidst kan lukke et gymnasie.
- Der skal ikke meget mere til, før nogle gymnasier har svært ved at opretholde en bred vifte af uddannelsestilbud, og så kan det hurtigt få en selvforstærkende effekt.
- Hvis antallet af valgfag bliver smalt, så vil nogle måske søge mod en større by, fordi det er vigtigt for dem at få et specifikt valgfag, siger han.
For at sikre en jævn fordeling af gymnasieelever på alle landets gymnasier, kan regionerne indstille begrænsninger på antallet af pladser på de enkelte gymnasier.
Danske Regioner oplyser, at gymnasierne oftest tilpasser deres antal af pladser frivilligt.
I Aalborg, Kolding og Vejle har det dog været nødvendigt at begrænse antallet af optagne elever, så der kunne sikres et tilstrækkeligt antal elever til gymnasierne i oplandet.
Anders G. Christensen fortæller, at dialogen med gymnasier og uddannelsesvejledning er et vigtigt redskab, hvis der fortsat skal være en jævn fordeling af gymnasiepladser i hele landet.
- Den gode dialog er nødt til at fortsætte, så vi kan få nogle af de elever, der ligger mellem et lille og stort gymnasie til at vælge det lidt mindre gymnasie med de kvaliteter, der er der, siger han.