Træt af kommunens asfaltarbejde i nattetimerne: - Det kunne planlægges bedre
Henrik Klemmen Andersen blev vækket af vejarbejde klokken halv to om natten. Det mener han ikke er holdbart.
- Jeg synes, at det er et sært tidspunkt at vælge at arbejde på. Man forstyrrer så mange menneskers nattesøvn, siger Henrik Klemmen Andersen.
Han bor på tredje sal i en lejlighed på Borgergade, der er én af de tre veje i Silkeborg midtby, hvor der frem til 22. november bliver arbejdet på ny asfalt.
I et opslag på Facebook oplyser Silkeborg Kommune, at der i hverdagene mellem klokken 18.00 og 06.00 bliver lavet asfaltarbejde på Borgergade og Kejlstrupvej på både vejbaner og cykelstier.
Kommunen skriver, at man har valgt, at arbejdet skal udføres om natten for at genere trafikken mindst muligt på de trafikerede veje. Samtidig beklager kommunen for larmen til beboere i området og beder om forståelse.
Men Henrik Klemmen Andersen forstår ikke, hvorfor valget er landet på nattetimerne.
- Jeg synes ikke, at man kan opveje, at en person skal vente 30 sekunder ekstra i trafikken med en person, der ikke får sin nattesøvn, siger han.
Hvad med søndag?
I en kommentar under opslaget skriver kommunen:
- Omvendt ville det også have været rigtig træls for tusindvis af trafikanter, hvis vi gjorde det om dagen, så derfor blev det på denne måde.
Henrik Klemmen Andersen mener ikke, at det er den eneste alternativ.
- Jeg tænker, at hvis det er fordi, at de vil undgå, at de generer for mange bilister – så er jeg uforstående over for, hvorfor de ikke bruger en dag som i dag. Der er næsten ingen trafik på Borgergade i dag, siger han søndag eftermiddag.
Du tror ikke, at kommunen har taget vurderingen ud fra, at de vil forstyrre mindst muligt?
- Så havde de kørt derude lige nu.
- Jeg er utilfreds med, at det skal gå ud over folks nattesøvn. Det kunne planlægges bedre, siger Henrik Klemmen Andersen og understreger, at han er helt med på, at det er nødvendigt med vejarbejde.
- Det kan vi ikke undgå, siger han.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Silkeborg Kommune, men det har ikke været muligt.