Falsk bankbud udså sig ofre over store dele af Jylland
24-årig mand dømt for omfattende bedrageri - men slap for at blive udvist af landet.
Fængsel i et år og tre måneder og en advarsel om udvisning af Danmark.
Sådan lød dommen, da en 24-årig mand fra Silkeborg mandag ved Retten i Viborg blev dømt for sin rolle i en omfattende sag om det, som politiet kalder bankbudsbedragerier.
Den 24-årige Ridwan Jabril Osoble blev dømt for - sammen med en 19-årig medgerningsmand - at snyde 43 ofre for mere end 700.000 kroner.
- Politiet ser rigtig mange tilfælde af de her såkaldte bankbudsbedragerier, hvor ofrene bliver franarret både kreditkort, kontanter og smykker. Derfor er det tilfredsstillende, at den 24-årige i dag fik en ikke ubetydelig straf for de forhold, han har begået, siger fungerende specialanklager Emil Nyborg i en pressemeddelelse.
Medgerningsmand tiltalt for røveri
Den 24-årige, der i retten erkendte sig skyldig, udså sig ifølge dommen ofre over store dele af Jylland.
Der var sager fra blandt andet Kjellerup, Silkeborg, Ørum, Ringkøbing, Brande, Grønbjerg, Aulum, Bølling, Skanderborg, Vejen, Hadsten, Juelsminde og Aarhus.
Midt- og Vestjyllands Politikreds har i længere tid været hårdt plaget af sager, hvor falske bankbude snyder især ældre mennesker.
Under påskud af at komme fra banken ringer gerningsmændene de ældre op og fortæller, at nogen er ved at misbruge deres kreditkort. På den måde lykkes det dem at få de ældre til at udlevere kreditkort og pinkode.
De mange sager har skabt stor utryghed, og Midt- og Vestjyllands Politi har tidligere opfordret pårørende til at hjælpe ældre med at få skjult telefonnumre hos teleselskaberne.
Den mand, som politiet betragter som den 24-åriges medgerningsmand, skal for retten i 9. januar.
Ud over de mange bankbudsbedragerier er han også tiltalt for et røveri mod en kvinde i Skanderborg, da hun ikke troede på den 19-årige var udsendt fra banken og derfor ikke ville lukke ham ind.
Ifølge anklageskriftet skubbede den 19-årige derfor døren mod den kvindelige forurettede og tog fat i hendes arm. Med trusler fik han ifølge tiltalen derfor udleveret 8.200 kroner i kontanter samt et armbånd, øreringe, et guldur og et betalingskort.
Med det hævede den 19-årige og den 24-årige dømte gerningsmand 17.000 kroner fra hendes konto.