Festivalerne har aldrig haft det bedre: - Hvis det er den nye normal, så er det jo skønt

Festivalerne i Midt- og Vestjylland har i år oplevet en opbakning som aldrig før.

Skive Festival_2018
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Udsolgt, udsolgt, udsolgt. 

Sådan lyder det hos rigtig mange af de midt- og vestjyske festivaler.

Faktisk går det bedre end nogensinde før. Sådan er meldingen i hvert fald på Thy Rock, der fredag står klar til at slå dørene op til dette års festival.

- Det er gået helt fantastisk i år, det er ikke nogen hemmelighed, fortæller en glad Hans Peter Jarl Madsen, der er arrangør af Thy Rock.

Hans Peter Jarl Madsen går i folkemunde også under navnet Mr. Thy Rock.
Hans Peter Jarl Madsen går i folkemunde også under navnet Mr. Thy Rock.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Allerede syv uger før festivalens start, kunne de melde udsolgt på alt.

- Det har vi aldrig prøvet før, slår arrangøren fast.

Kigger man rundt på de andre festivaler i landsdelen, så tegner der sig også en ret tydelig tendens.

Der er ikke noget, der er normalt mere

- Jeg har været med mange år, og jeg har aldrig oplevet det her, lød det blandt andet fra formanden for Haze Over Haarum, Hanne Noermark, efter en historisk god festival.

Festivalen kunne for første gang siden 2005 melde alt udsolgt, selvom de i år havde udvidet pladsen, hvilket også resulterede i en rekordomsætning.

Og også hos en af landsdelens største festivaler, har de mærket tendensen.

- Der er jo ikke noget, der er normalt mere, siger formanden for Skive Festival, Michael Eiskjær, efter to rigtig gode festivalsæsoner.

Michael Eiskjær glæder sig over endnu et år med udsolgte billetter.
Michael Eiskjær glæder sig over endnu et år med udsolgte billetter.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Sidste år lykkedes det nemlig at få solgt alle 14.000 billetter til Skive Festival, men i år er billetterne blevet revet væk endnu hurtigere, forklarer formanden.

- Hvis det er er den nye normal, så er det jo skønt, siger han med et smil.

Det kan ifølge Michael Eiskjær skyldes, at folk i højere grad er ved at få øjnene op for, at der findes andre festivaler en Smuk og Roskilde.

- Man behøver ikke nødvendigvis på de helt store festival, de små er sgu cool nok, siger han.

Optimisme blandt festivalerne

Uanset hvad årsagen er, så skaber tendensen altså glæde og optimisme hos mange af festivalerne, også dem der ligger lidt senere på sæsonen, ligesom Bork Festival der starter 31. juli.

- Det er et par år siden, at vi har haft vi har haft udsolgt, så det håber vi selvfølgelig på i år, siger presseansvarlig Arne Enggaard Poulsen.

Og der er måske grund til at håbe. I hvert fald klarer billetsalget sig allerede bedre end sidste år, oplyser Arne Enggaard Poulsen.

- Jeg ved ikke om det stadig er corona, der sidder i kroppen på folk, eller hvad det er. Folk de vil i hvert fald ud og opleve noget, siger formanden for Thy Rock, Hans Peter Jarl Madsen.