Fjerkræ skal ind bag hegn: Risikoen for fugleinfluenza er ændret fra middel til høj
Efter mange flere nye fund af fugleinfluenza, ændrer Fødevarestyrelsen nu risikovurderingen fra middel til høj. Det betyder, at fjerkræsbesætninger ikke må være ude i det fri.
Fødevarestyrelsen skruer for anden gang i denne måned op for trusselsvurderingen af fugleinfluenza, og ændrer nu vurderingen fra middel til høj. Det skriver de tirsdag i en pressemeddelelse.
De nye ændringer sker, fordi myndighederne i EU’s medlemslande i første halvdel af november har fundet højpatogen fugleinfluenza i mere end 70 besætninger og mere end 120 vilde i Europa.
Den nye ændring i risikovurderingen betyder, at fugle og fjerkræ fra og med den 23. november 2022 skal holdes under tag og bag hegn, og dermed ikke kan være ude i det fri. Det nye krav gælder de fleste fuglehold, så både hobbyhøns i baghaven og store professionelle farme. Dyrskuer og udstillinger er også forbudt fra den 23. november 2022.
Den meget smitsomme fugleinfluenza kan give meget alvorlige symptomer hos fugle, som blandt andet diarré, øjenbetændelse, problemer med vejrtrækning og en høj dødelighed. Kun i sjældne tilfælde kan sygdommen smitte til mennesker, der har tæt kontakt til smittet fjerkræ.
Få undtagelser
Der er dog enkelte undtagelser. Hønsegårde som er mindre end 40 kvadratmeter og alle mindre farme, hvor kun ejeren selv spiser alle æggene og kødet fra fjerkræene, så at produkterne fjerkræene giver ikke forlader matriklen, er undtaget om kravet om indelukning. Det gælder også mindre farme med prydfugle som eksempelvis påfugle og papegøjer.
Du kan læse mere om undtagelserne her.
Fødevarestyrelsen påminder samtidig i pressemeddelelsen om, at man har pligt til at kontakte en dyrlæge, hvis ens dyr får symptomer på fugleinfluenza. Hvad enten man har hobbyfjerkræ eller er professionel fjerkræavler, bør man desuden skifte fodtøj, når man går ind i sin hønsegård eller fjerkræsbesætning, skriver de. Det er nemlig en af de måder, hvorpå man undgår at slæbe klatter fra vilde fugle med ind.
Finder du en død fugl i naturen, som du mistænker for at være død af fugleinfluenza, kan fundet anmeldes til Fødevarestyrelsen på app’en ’Fugleinfluenza Tip’.