Herning-virksomhed spændt på klimatopmøde: - Det er enormt vigtigt, at vi efterlader kloden bedre for vores børn

Tirsdag startede klimatopmødet i Glasgow i Skotland – langt væk fra Midt- og Vestjylland. Men klimatopmødet er også vigtigt for landsdelens virksomheder.

2:12
Direktøren i firmet Everfuel, Jacob Krogsgaard, er spændt på de aftaler, der bliver indgået under klimatopmødet.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

FN's klimakonference, COP26, også kendt som klimatopmødet, startede tirsdag i Glasgow i Skotland. 

Klimatopmødet anses for at være det vigtigste klimamøde i årevis for at få kloden på rette kurs. Og selv om mødet foregår 2000 kilometer væk fra Midt- og Vestjylland, så er mange virksomheder her i landsdelen spændte på resultaterne af den store komsammen.

En af flere virksomheder der har set særligt frem til klimatopmødet, er Jacob Krogsgaard, der er direktør i brint-firmaet Everfuel i Herning.

- Når man arbejder med klima, så er det helt essentielt, at man føler, at politikerne er med, siger han.

De beslutninger og aftaler der bliver indgået på topmødet får nemlig stor betydning for mange virksomheders fremtid.

Jacob Krogsgaard og en kollega fra Everfuel holder i disse dage meget fokus på nyhederne fra klimatopmødet.
Jacob Krogsgaard og en kollega fra Everfuel holder i disse dage meget fokus på nyhederne fra klimatopmødet.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Everfuel som laver brinttankstationer, og derfor følger de ihærdigt med i, hvad der sker på mødet gennem nyhederne.

- Klimatopmødet betyder, at der er bevidsthed og opmærksomhed på klimaet. Det er jo steget meget de sidste par år, siger han og fortsætter:

- Og for Everufuel betyder det, at der forhåbentligt, når der kommer noget enighed, så skaber det yderligere opmærksomhed omkring grønomstilling og grøn transport, og det ender jo med at give os ordrer på den lange bane, fortæller direktøren for Everfuel.

Vigtigt for virksomheder i regionen

Det er ikke kun virksomheden i Herning, der er spændte på, hvilke aftaler der bliver indgået til klimatopmødet. Det får også stor betydning for mange andre virksomheder i Midt- og Vestjylland fortæller Peter Kjeldbjerg, direktør ved Erhvervsforum Holstebro.

- Vi har jo rigtig mange virksomheder her i landsdelen, som skal ud at leve af at sælge grønne løsninger på verdensplan, og det er klart for dem er det her jo supervigtigt. Det her kan jo betyde kæmpe ordrer for nogle af virksomhederne, fordi de ting der bliver aftalt får indflydelse på de markeder, de skal ud at arbejde på, siger han.

Men udover at direktøren for brint-firmaet også tænker på de store ordrer, som topmødet kan medfører, så spiller kloden en endnu større rolle.

- Det er ikke fordi, jeg har en klimaaktivist i maven, men det er enormt vigtigt, at vi efterlader kloden bedre for vores børn, siger Jacob Krogsgaard.

Hvilke aftaler der bliver indgået, må de mange virksomheder vente på de næste 14 dage. Klimatopmøder varer nemlig de næste to uger, og de afsluttende forhandlinger bliver indledt fredag den 12. november.