Høstkontrol i flere kommuner: Mange maskiner med bremsefejl under høsten

Høstkontrol i flere kommuner viste, at mange landbrugsmaskiner kørte rundt med for dårlige bremser, hvilket udløste en del synsindkaldelser og enkelte kørselsforbud.

Årets høstkontrol viste mange fejl på landbrugsmaskinerne. Især bremsefejl går igen.
Årets høstkontrol viste mange fejl på landbrugsmaskinerne. Især bremsefejl går igen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Høsten er i hus for de fleste landmænd, og med det på plads kunne en mulighed være at bruge tiden på at tjekke deres landbrugsmaskinerne for fejl. 

Der var nemlig mange landbrugsmaskiner under dette års høst, der havde bremsefejl. Det fandt Tungvognscenter Nord, TCN, ud af, da de i uge 33 lavede en høstkontrol i Ringkøbing-Skjern Kommune, Herning Kommune og Norddjurs Kommune. 

Kontrollerne var målrettet alt kørsel i forbindelse med høsten, og fokusset var derfor rettet både mod traktorvogntog, mejetærskere, lastbiler og andre landbrugsredskaber.

Mange dårlige bremser

I kontrollen havde de politiets og Færdselsstyrelsens bremseprøvestand med, og det var i disse bremsetests, at de fleste fejl blev fundet.

Claus Kjær-Pedersen, der er politikommissær og leder af Tungvognscenter Nord, ser med alvor på de mange fejl, kontrollen viste.

- Vi kunne desværre konstatere mange fejl på bremser, hvilket udløste en del synsindkaldelser og enkelte kørselsforbud. Det var desværre forventet og viser, at vores tilstedeværelse og målrettede kontroller stadig er nødvendige, siger han. 

Det var tilfældigt, hvilke kommuner kontrollen besøgte under dets års høst, men det er bestemt ikke tilfældigt, hvilke funktioner på landbrugsmaskinerne, man undersøger, fortæller Claus Kjær-Pedersen:

- Vi kontrollerer føreren, om han har kørekort og de rigtige tilladelser osv. Og så kontrollerer vi lys, bremser, styretøj, spejle, traktortrekanter, alt hvad der skal være i orden på det pågældende køretøj.