Nævn kritiserer Bilka Holstebro for gratis øl til studenter

Bilka indrømmer, at man har brudt reglerne.

20200608-124007-6-1920x1280we
Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix

Bilka Holstebro brød markedsføringsreglerne, da butikken lagde et tilbud til byens studenter på sin Facebook-side.

Det konkluderer Alkoholreklamenævnet, der mener, at Holstebro-butikken har overtrådt reglerne om markedsføring af alkohol ved at love gratis øl og alkohol-sodavand til studenter.

Det oplyser nævnet i en pressemeddelelse.

I Facebook-opslaget, som sidenhen er blevet fjernet, lovede Bilka en kasse øl og alkohol-sodavand til de lokale studentervogne, der ville lægge turen forbi butikken.

Salling Group, der ejer Bilka, skriver i et høringssvar, at man erkender at have overtrådt reglerne.

Opslaget blev fjernet kort tid efter, nævnet kontaktede Bilka Holstebro på baggrund af en klage.

Tilbuddet om gratis øl og alkohol til studenter er i strid med reglerne, vurderer nævnet. 

Det er ikke tilladt at markedsføre alkohol over for børn og unge, hvilket også omfatter kommende og nyudklækkede studenter.

I Facebook-opslaget lød det, at studentervogne, der gjorde stop ved Bilka Holstebro, kunne se frem til en "hyggepakke" bestående af en kasse øl og en kasse Shaker eller Smirnoff Ice.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Slettet FB-opslag Bilka Holstebro
Foto: Skærmbillede.

Nævnets retningslinjer indeholder ikke en skarp 18 års-grænse i forhold til begrebet ”børn og unge”. Derfor kan unge over 18 år også være beskyttet af markedsføringsforbuddet i retningslinjerne for markedsføring af alkohol.

Det er ifølge nævnet tilfældet, når markedsføringen er rettet mod kommende eller nyudklækkede studenter.

Det er langt fra første gang, at gratis øl til studenter udløser kritik fra Alkoholreklamenævnet.

Sidste år fik SuperBrugsen Søtorvet i Silkeborg kritik for et lignende tilbud til de midtjyske studenter.

I et høringssvar til nævnet oplyser Salling Group, at man udover at slette opslaget har indskærpet reglerne overfor medarbejderne i øvrige Bilkaer.

- Dette tager Alkoholreklamenævnet til efterretning, og nævnet ser positivt på den hurtige respons fra Salling Group og Bilka Holstebro, lyder det i pressemeddelelsen.

Salling Group erkender over for BT, at Bilka Holstebro har begået en fejl.

- Der er tale om en åbenlys og dybt beklagelig fejl, som naturligvis giver anledning til at stramme op, så vi sikrer, at det ikke gentager sig, siger Salling Groups pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen til B.T.