Ikke alle elsker Black Friday - mange demonstrerer mod overforbrug

Black Friday ruller derud ad, og det samme gør moddemonstrationerne. Massevis af midt- og vestjyder er på gaden for at gøre opmærksom på klimaet.

Knap 200 elever fra Herning Gymnasium demonstrerede på torvet i Herning.
Knap 200 elever fra Herning Gymnasium demonstrerede på torvet i Herning.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Julen er de købeglades fest, og hele forbrugsorgiet skydes i dag i gang med fejringen af Black Friday. Men det er ikke alle, der er ude for at jagte de gode tilbud. Knap 200 elever fra Herning Gymnasium stillede op på torvet i Herning for at holde klimastrejke under titlen Green Friday.

- Problemet med Black Friday er, at det er et symbol på overforbruget, og det er noget, der belaster miljøet, siger Philip Vivet, der er elevrådsformand på Herning Gymnasium, og så er han også den, der har arrangeret Green Friday. 

Og budskabet med strejken, det er klart!

- Det er både et budskab til politikerne om, at vi kræver klimahandling nu, men det er også et opråb til befolkningen om, at krisen er reel, siger Philip Vivet.

Ringkøbing følger trop

Det er ikke kun på torvet i Herning, at Black Friday har fået folk på gaderne for andet end at købe ind. I Ringkøbing var folk også på gaden for at gøre opmærksomme på klimaet. 

- Der sker ikke nok. Der skal noget mere handling til, og jeg synes, det er vigtigt at blive ved med at minde vores politikere om, at der skal ske noget, siger Helene Eva Stavenuiter, der går på Vestjyllands Højskole. 

Helene Eva Stavenuiter til demonstration i Ringkøbing.
Helene Eva Stavenuiter til demonstration i Ringkøbing.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Det overforbrug vi har, er en stor årsag til CO2-udledning og klimaforandringer, så jeg synes, det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke bare køber og køber og køber, fortsætter hun.

Demonstrationerne i Midt- og Vestjylland er ikke de eneste. Verden over demonstrerer folk mod overforbruget og for at redde klimaet. 

I aften demonstreres der også i Viborg.

3:44
Flere hundrede midt- og vestjyder er på gaden for at demonstrerer mod Black Friday og gøre opmærksom på klimaet.