Kirsten er frivillig familiedetektiv: Laver stamtræ over anbragte børns familier

Det er nok de færreste, der helt har overblik over alle forgreninger af deres stamtræ, hvis vi går mere end bare et par generationer sammen.

Men den frivillige slægtsforsker Kirsten Sanders er ikke bange for at blive udfordret. Så nu forsøger morsingboen at hitte redde i andre menneskers stamtræer.

Fra hjemmet i Øster Assels hjælper hun nemlig anbragte børn eller voksne, der som børn var anbragt, med at få et overblik over deres biologiske familie.

- Alting bliver skrevet ned og dokumenteret, så man ender med et dokument på 10 sider, siger Kirsten Sanders.

Opgaverne kan begynde med få ledetråde. For eksempel har hun en sag, der begyndte med, at hun fik navn og fødselsdag på datteren og hendes mor.

- Det var ikke meget.

- Nej, men det er nok, siger Kirsten Sanders med et smil.

Et spændende detektivarbejde

For så kunne arbejdet med at stykke datterens stamtræ sammen begynde. Et arbejde, der kræver en vis tålmodighed og flid, fordi man skal igennem mange kirkebøger og andre dokumenttyper.

- Jeg synes, det er lige som et detektivarbejde. Det er sindssygt spændende og sjovt, siger Kirsten Sanders.

Hun er langt fra ene om at være en slags frivillig familiedetektiv; landet over kører projektet ”Retten til egen historie”.

Formålet er at give anbragte børn eller tidligere anbragte mere klarhed over deres ophav. 

Lige nu har ”Retten til egen historie” hjulpet otte personer med at blive klogere på deres slægt.

- Jeg håber da, at når vi når til slutningen, kan vi gøre status og sige, vi har hjulpet rigtig, rigtig mange, siger Kirsten Sanders.

Vibeke kendte ikke sin far

En af dem, Kirsten Sanders allerede har hjulpet, er Vibeke Nielsen.

Hun sætter stor pris på at få overblik over sine familieforhold.

- Jeg er meget glad for, jeg har fået mit stamtræ. Jeg ville ønske, jeg havde fået det langt, langt tidligere. Da jeg kom ud af systemet, vidste jeg ikke overhovedet, hvem min far var. Og min mor havde jeg kun meget lidt kontakt med under min anbringelse, så vi kendte faktisk ikke hinanden ordentligt, siger hun.

Så for Vibeke Nielsen har det været positivt at få et stamtræ.

Slægtsforskning blev selvterapi

Det samme gælder for Anne-Marie Thomsen. 

Herningenseren er ikke en del af ”Retten til egen historie”, men har selv skrevet bogen ”Spor, der forløser” om sin familiehistorie.

I bogen beskriver hun, hvordan sociale udfordringer såsom misbrug, psykisk sygdom og vold har været en del af hendes slægts historie.

Hun har kunnet finde oplysninger om familiemedlemmer helt tilbage til 1770'erne. Her blev et barn afleveret hos den kongelige fødselslæge. Barnet var forladt og lå i en kasse.

- Jeg kan godt lide slægtsforskning, men grunden til, jeg gik i gang med den her historie, var, at jeg gerne ville finde ud af, hvorfor det var gået så galt i min familie. Jeg og mine søskende har været anbragt rigtig mange steder, siger Anne-Marie Thomsen.

Som barn græd hun sig nogle nætter i søvn. For det nagede, hvorfor hun ikke kunne have en almindelig familie.

Som voksen har det hjulpet hende at dykke ned i familiens historie.

- Det har været en terapi at finde familiens historie, for jeg har fundet nogle grunde til, det gik så galt, siger hun.

Alle burde have et stamtræ

Slægtsforskning har altså givet Anne-Marie Thomsen en form for klarhed.

Hos Vibeke Nielsen har det også betydet noget, at hun nu kan se, hvem hendes familie er.

Hun mener, det kan være en generel udfordring for anbragte børn, at de mister kontakt med deres biologiske ophav. Her kan et overblik i form af at stamtræ gøre underværker.

- Alle anbragte skal have den mulighed, siger Vibeke Nielsen.

Selv håber Kirsten Sanders da også, hendes arbejde kan gøre en forskel for anbragte, der sidder med ubesvarede spørgsmål.

- Det betyder meget at være i stand til at hjælpe mennesker til at blive mere glade for sig selv og deres ophav, deres liv og oprindelse, siger Kirsten Sanders.