Kristian Jensen afviser SV-regering: Det er ikke svaret
Venstres næstformand mener, at partiet skal gå efter at danne en borgerlig regering efter næste valg.
Det bør være slut med snakken om, hvorvidt Venstre kan indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter næste valg til Folketinget.
Det siger V-næstformand og gruppeformand Kristian Jensen i et stort interview med Berlingske.
- En SV-regering er ikke svaret, og jeg tror, der fra de andre borgerlige partier er en forventning om, at hvis vi skal stå i spidsen for det borgerlige samarbejde, så skal vi også sige det klart og tydeligt, siger Kristian Jensen.
- Det er forudsætningen for, at vi kan komme videre.
- Jeg mener, Venstre skal gå efter en borgerlig regering. Det siger jeg ikke, fordi jeg har noget imod at samarbejde bredt, men det er mit udgangspunkt. Og det viser forløbet også, at vi bør gøre næste gang, siger han til Berlingske.
Løkke åbnede op for muligt samarbejde med S
Venstretoppen har hidtil ikke villet sige, hvorvidt det kan blive aktuelt at forfølge de tanker, som Lars Løkke Rasmussen lancerede i valgkampen op til folketingsvalget 5. juni.
Den daværende statsminister åbnede 16. maj i bogen "Befrielsens øjeblik" op for muligheden for et bredt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet for at forhindre yderfløjene i dansk politik i at få for stor indflydelse.
4. juni, dagen før valget, valgte Lars Løkke Rasmussen at gå linen ud ved at sige, at han ville gå efter at danne en bred regering. Således aflivede han reelt det, der var tilbage af VLAK-regeringen.
Valget gav massiv fremgang til Venstre, men efterlod blå blok i ruiner med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance som de helt store tabere.
Berlingske skriver, at interviewet med Kristian Jensen blev lavet mandag formiddag, altså inden partiet senere samme dag valgte ham til gruppeformand.
Flere af de øvrige partier i blå blok har ganske rigtigt i de seneste dage afkrævet klare svar fra Venstre om, hvilken retning partiet ønsker at gå i denne valgperiode, hvor Socialdemokratiet har regeringsansvaret.
Kristian Jensen fortæller til Berlingske, at han forstår bevæggrunden for Lars Løkke Rasmussens overvejelser i valgkampen om at danne en regering hen over midten, men at Venstre ikke skal indtage den position igen.
Næstformanden siger desuden, at han først "et par dage før" udmeldingerne blev orienteret af sin formand.
- Det ville jeg gerne have vidst tidligere, siger Kristian Jensen.
Hvem skal være den næste formand?
Venstre skal i de kommende dage afholde sommergruppemøde, og her vil i hvert fald medierne spørge heftigt ind til formandssituationen i partiet.
Kristian Jensen svarer "ja" til spørgsmålet om, hvorvidt han har tillid til, at Lars Løkke Rasmussen kan genrejse den borgerlige fløj i dansk politik.
Næstformanden svarer også ja til, om han selv en dag bliver formand for Venstre.
Kristian Jensen afviser at svare på, om han kan finde på at udfordre Lars Løkke Rasmussen, som han var tæt på at vælte i 2014.
- Lars er formand og har leveret to gode valg, så det er slet ikke aktuelt, siger Kristian Jensen.
Berlingske skriver, at Lars Løkke Rasmussen ikke har ønsket at kommentere artiklen.
/ritzau/