Massive IT-problemer med våbentilladelser fortsætter frem til sommer
Rigspolitiet forventer først, at det IT-system, der behandler våbentilladelser, virker ved udgangen af andet kvartal.
Jægere og sportsudøvere, der venter på deres nye riffel, må væbne sig med lidt mere tålmodighed.
I flere måneder har mange ventet forgæves på deres våbentilladelser på grund af problemer med et nyt IT-system, som politiet bruger til at behandle deres tilladelser.
Nu står det klart, at IT-systemet, der skulle have været klar 18. januar, først virker til sommer.
Det fremgår af et ministersvar fra justitsminister Nick Hækkerup (S).
- Det er på nuværende tidspunkt forventningen, at systemet kan anvendes uden væsentlige fejl og med de nødvendige funktionaliteter ved udgangen af 2. kvartal 2022, skriver ministeren på baggrund af oplysninger fra Rigspolitiet.
Har ansat ekstra folk
Det er Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær, der har stillet spørgsmålet til ministeren, efter TV MIDTVEST i slutningen af marts kunne fortælle om de massive problemer.
- Det er træls, at et system spænder ben for sund logik. Det er klart, at der skal være registrering af våben, men det skal fungere, lød det dengang fra Bjarne Pedersen, der er indehaver af Jagt & Fiskeri i Skive.
Det var planen, at det nye IT-system skulle have været køreklar i midten af januar, så systemet kunne håndtere de nye regler, der er indført på baggrund af et EU-direktiv.
Men det nye system var ikke klar til brug hos Politiets Administrative Center, der dækker hele landet, men ligger i Holstebro.
- På tidspunktet for ibrugtagning af det nye system var forventningen, at kritiske fejl og mangler kunne være udbedret inden for et par uger, men det har desværre vist sig at tage længere tid og være mere kompliceret at udbedre fejl og mangler og indarbejde nye arbejdsgange end først antaget, skriver ministeren.
Minister lover hjælp, hvis det bliver nødvendigt
For nuværende har man forsøgt at løse problemet.
- Der er blandt andet ansat ekstra medarbejdere, ligesom arbejdsprocesser til stadighed forsøges optimeret og tilpasset den aktuelle situation med henblik på at nedbringe antallet af sager, skriver ministeren.
På et møde 24. maj vil politiet og andre interessenter gennemgå status for behandlingen af våbentilladelserne.
- Hvis der måtte være behov herfor kan (der, red.) iværksættes yderligere tiltag til håndtering af situationen, skriver ministeren i sit svar.