- Nu bliver der åbnet for sluserne

I dag bliver en rigtig efterårsdag – den første i en række, spår meteorolog ved DMI.

Efteråret kommer
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regn, rusk og kraftigt blæsevejr i hele landsdelen.

Det er Mette Wagners ord om tirsdagens vejr i det midt- og vestjyske. Hun er vagthavende meteorolog ved DMI.

- Det vil sige: Hold på hat og briller. Og skal du have paraplyen med, skal du nok tage en med, der har kostet lidt mere end en 10’er, siger hun.

Temperaturen svinger sig op på 13-16 grader, og vinden vil være jævn til hård. I det nordvestjyske område vil vinden rykke lidt mere, og der kan komme vindstød af hård kuling.

Og selvom det kan være en god ide med paraplyen, skal du ikke forberede dig på skybrud, men på små, korte, og i nogle tilfælde hidsige byger spredt over Midt- og Vestjylland.

Det er nok den sydøstlige del af landsdelen, der får flest byger, og det er også der, de holder ved længst op ad dagen.

- I løbet af eftermiddagen aftager bygerne, og der bliver mere plads til solen, siger Mette Wagner.

- Der kan sagtens være en risiko for torden.

Også vinden vil aftage i løbet af dagen. 

Dagen i dag er begyndelsen på en mere klassisk efterårsperiode, modsat de lidt varmere uger, vi har haft i september indtil nu, spår meteorologen.

- Når vi vågner i morgen tidlig, bliver det efterhånden mere skyet og med udbredt regn, siger hun.

- Jeg forventer, at når vi åbner op for sluserne, kommer der en del regn i regionen. Og det bliver nok ved til i løbet af lørdag.