Økologisk landbrug har vokseværk: - Det er det rigtige for jordens helbred, men også for menneskers

På seks år er det samlede areal for økologisk landbrug mere end for fordoblet.

2:56
Størstedelen af de grøntsager Alex Månsson producerer er økologiske.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Der bliver dyrket flere og flere økologiske grøntsager på de danske marker. Det er især afgrøder som blomkål, grønkål, savoykål og spidskål, der breder sig, men også arealerne med bladselleri og løg har haft gevaldigt vokseværk. Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen.

I 2015 var 5,6 procent af al landbrugsjord i Danmark økologisk, men sidste år var det tal mere end fordoblet til 11,8 procent.

En af dem, der har fået det tal til at gro, er Axel Månsson fra Brande. Han er Danmarks største producent af økologiske grøntsager med 32 forskellige slags fordelt på op mod 1300 hektarer.

- Jeg er økolog, fordi det er sund fornuft, og det er det rigtige for jordens helbred, men også for menneskers helbred. Det er jeg helt fuldt overbevist om, siger landmanden.

Han drømmer derfor også om, at det økologiske landbrugsareal bliver ved med at vokse i fremtiden, for ifølge ham vinder vi alle sammen, når flere marker bliver dyrket uden sprøjtemidler.

- Jeg håber helt klart, at vi får mere økologi, mere grøn politik og mere biodiversitet. Det er jo det, der skal være med til at bære os til det næste step i fødevareproduktionen, siger Axel Månsson.

Færre økologiske marker i Ringkøbing-Skjern

Det er dog ikke alle steder, at økologien er i fremgang. I Ringkøbing-Skjern Kommune er der ifølge Landbrugsstyrelsens tal blevet 1000 hektar mindre økologisk landbrugsjord i 2021 sammenlignet med året før, men det kan der være en god forklaring på.

- Når man som landmand lejer jord, går man ud og laver en aftale med sin nabo eller en anden, og så byder man på arealet. Der kan godt være andre, der også er interesseret i den jord, og så bliver det nogle gange andre landmænd, der får det, end en økolog, siger formand i Vestjysk Landboforening, Søren Christensen.

Formand for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, er 7. generation på sin gård.
Formand for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, er 7. generation på sin gård.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Han er selv økologisk landmand i Skjern, men set med hans øjne er det ikke et problem, at der er blevet færre økologiske marker i kommunen.

- Det er jo helt naturligt. Det er jo det frie marked, og sådan skal det være. Jeg mener ikke, at man skal tilgodese økologer frem for de konventionelle. Vi er i et frit marked. Det er udbud og efterspørgsel, siger han.

Selvom Ringkøbing Skjern kommunes areal af økologisk landbrugsjord er skrumpet, så er den stadig i top fem over de kommuner, der har mest økologisk jord i Danmark. Den er kun overgået af Tønder, Varde og Herning, mens det er Aalborg Kommune, der ligger på femtepladsen.