Psykolog om Schuberts Minde-debat: Loven giver allerede mulighed for faste rammer

Anbragte børn og unge har brug for både dialog og konsekvenser, og den nuværende lovgivning på området giver mulighed for begge dele, lyder det fra en psykolog.

5:12
Selvbestemmelse hos anbragte er nærmest ukrænkelig. To behandlingshjem forholder sig forskelligt til det.

Debatten på Facebook har de seneste dage været hed, efter en videooptagelse fra behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing kom frem fredag. 

I optagelsen overfuser en pædagog verbalt et barn - en scene, der ifølge hjemmets forstander Per Jacobsen er helt uacceptabel.

Men forstanderen på Schuberts Minde mener samtidig, at den nuværende lovgivning er skæv, fordi den ikke giver behandlingshjem mulighed for at komme med sanktioner, hvis et barn for eksempel spiser alt for meget slik eller spiller computer hele natten - ligesom det ville være muligt for forældre at gøre. 

Viceforstanderen på Struer Skolehjem mener derimod, at reglerne for, hvordan personalet skal opføre sig overfor de anbragte børn, er rigtige, som de er nu. Barnet skal selv have ret til at bestemme, lyder det fra ham.

Nu melder psykolog Jørgen Rønsholdt fra Skive sig ind i debatten med endnu et synspunkt.

Fra ham lyder det, at konsekvenser og faste rammer - som der er i de fleste familier - også er helt essentielle i arbejdet med de anbragte børn.

- Ingen børn fra seksårsalderen og op til sytten år har hverken evne eller erfaring til at klare deres eget liv selv, siger psykolog Jørgen Rønsholdt til TV MIDTVEST. 

Loven giver allerede rammer

Unge har altså brug for grænser for at kunne trives og udvikle sig.

Men han mener - efter at have læst den nuværende "lov om voksenansvar for anbragte børn og unge" - at lovgivningen allerede giver personalet på behandlingshjem mulighed for at sætte rammer.

- Der ligger ikke i loven en fordring eller et ønske om, at børn skal være selvstændige eller selvbestemmende fra seksårsalderen og op til sytten år, siger psykolog Jørgen Rønsholdt.

Det står umiddelbart i kontrast til Schuberts Minde-forstanderens vurdering af reglerne, som han overfor TV MIDTVEST har beskrevet dem.

Som psykologen læser loven, ligger der derimod en vægtning af, hvordan omsorgsgivere i professionelle miljøer skal varetage opgaven med entydighed, tydelighed og dialog.

- Så der er også i lovgivningen rum og ramme for at sætte husordner, sætte strukturer og gå i dialog med barnet, siger Jørgen Rønsholdt. 

Det er ikke nødvendigt at ændre loven?

- Jeg skal ikke stå her og være ekspert på hele lovpakken, for den er enormt kompleks. Men den har i hvert fald nogle muligheder, siger han.

Med de eksempler, der er kommet i den seneste tids debat, kan man dog overveje, om man skal kigge på loven en ekstra gang og vurdere, hvad der er af muligheder og rammer, lyder det fra psykologen.