Redaktør: Kristian Jensen har udspillet sin rolle i Venstre
V-formanden har slået hårdt ned på Kristian Jensens manglende partidisciplin, mener politisk redaktør.
Kristian Jensen (V) har med forslag om at lave store økonomiske reformer over midten i dansk politik helt tydeligt brudt med partidisciplinen i Venstre. Derfor har formand Jakob Ellemann-Jensen set sig nødsaget til at statuere et eksempel.
Sådan lyder det fra Thomas Funding, politisk redaktør for avisen Danmark, efter at Kristian Jensen er blevet frataget sit ordførerskab og sine udvalgsposter i partiet.
- Det er en hård sanktion, men den er også nødvendig. Den siger noget om, hvor presset Jakob Ellemann-Jensen i virkeligheden er som leder. Han har behov for at virke som en stærk leder ved at finde det største bat frem og så ellers tæve Kristian Jensen på plads og gøre det meget offentligt, siger Thomas Funding.
Tvunget til at slå hårdt ned
Thomas Funding uddyber og siger, at der i Venstre over tid har været ved at sprede sig et indtryk af formand Jakob Ellemann-Jensen som værende en svag leder.
Derfor var Ellemann-Jensen denne gang nødt til at slå hårdt ned, efter at Kristian Jensen uden at orientere partiledelsen har foreslået, at Venstre bør lave en større økonomisk reformpakke med regeringen, De Radikale og De Konservative.
Ifølge Thomas Funding er det mest sandsynlige, at Kristian Jensen godt har vidst, at soloforslaget ikke ville være populært i partiledelsen. Og med det har den tidligere næstformand nu reelt udspillet sin rolle i partiet, mener Funding.
- Han kommer ikke til at spille nogen som helst rolle for Venstre i det interne arbejde. Han kan sætte sig ned på bageste række i Venstres gruppe, og så kan han ellers passe sig selv. Han kommer ikke til at blive involveret eller brugt til noget som helst i lang tid. Han skal virkelig, hvis han vil tilbage, gøre sig fortjent til det, siger Thomas Funding.
Kristian Jensen mister foruden sit ordførerskab som arktisordfører også sine udvalgspladser. Hidtil har han været medlem af Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget og Udenrigsudvalget.
Kristian Jensen var fra 2009 til 2019 næstformand i Venstre. I den tid var formand for Venstres gruppe i Folketinget fra 2010 til 2015, udenrigsminister fra 2015 til 2016 og finansminister fra 2016 til 2019.