Sirenevarsling skabte panik i landsdelen: - Jeg troede, at det var en bombeflyver
Fredag aften blev der udsendt sirenevarsling over det meste af Midt- og Vestjylland. Det skabte panik rundt om i landsdelen.
En voldsom brand i Viborg var skyld i, at der fredag aften blev udsendt sirenevarsling over det meste af landsdelen. Helle Btuzke fra Struer var på arbejde i hjemmeplejen, da sirenerne lød.
- Jeg er hos en ældre dame på 96 år, som er dement, og da den lyder anden gang, bliver jeg lidt panikagtig.
Herefter får hun åbnet terrassedøren hos den ældre dame, hvor et fly passerer himmelen.
- Jeg tænkte, at det var en bombeflyver, fordi jeg bliver panikslagen. Jeg tænker jo, hvad der skete ved World Trade Center. Jeg ved godt, at det er en lille by, men det kan jo lige så godt ske her, når det kan ske i en større by, siger Helle Butzke.
Også den ældre, demente dame blev påvirket af varslingen. Hun blev straks ført tilbage til minderne om anden verdenskrig.
- Hun bliver ved med at sige: ’’nu kommer tyskerne, nu kommer tyskerne,’’ fortæller Helle Butzke.
- De tænker tilbage på det, der skete dengang. Det gør, at de bliver rigtig, rigtig urolige og har svært ved at finde ro. De tænker, at nu sker det igen.
Helle Butzke formår dog at forholde sig rolig i situationen. Gennem de sociale medier finder hun ud af, det var varslingen i Viborg, som ved en fejl havde lydt mange andre steder. Herefter får hun beroliget den ældre dame.
- Stille satte vi os ned, og så holdt jeg hende i hånden og forklarede, at der havde været en stor brand i Viborg. Det er også forfærdeligt, men heldigvis kun en brand.
Lørdag aften har TV MIDTVEST været i kontakt med Helle Butzke, mens hun igen har været på arbejde i hjemmeplejen. Hun fortæller, at de ældre er ved godt mod igen.
- Dem, der kan huske det har snakket om, at det har været ubehageligt. Men det er mere eller mindre gået i glemmebogen, for de har set nyhederne og har set, at det ikke var noget. Men de fleste er demente og kan ikke huske, hvad der skete for to minutter siden, men de kan huske, hvad der skete for mange år siden.