"Skal vi lægge den her", lød det: Få timer efter blev haj fundet tæt på to venners telt
To vandrende venner hørte natten til fredag noget, som kan være med til at opklare mysteriet om en haj i Thisted.
Klokken er tre om natten, og Sebastian Gajhede og Kim Thomsen forsøger at sove i et telt tæt på Søbadet i Thisted.
Men det er svært at sove, for kan de høre en bil komme kørende, og en gruppe unge mennesker stige ud.
- De taler sammen og siger noget i stil med "skal vi ikke smide den her på bænken”, fortæller Sebastian Gajhede.
Han er på en spontan vandretur med sin ven Kim, og er klokken tre i nat uvidende om, at han er på vej til at blive en del af endnu et vestjysk hajmysterium.
Fandt haj på cykelsti i Thisted
En haj blev fredag morgen fundet på en cykelsti i Thisted - ikke langt fra der, hvor de to vandrende mænd sov i telt i nat.
Tidligt fredag morgen - omkring klokken 5.50 - kommer den pensionerede IT-medarbejder Heinrich Damgaard gående på sin daglige morgentur.
Her får pensionisten øje på det, han tror er en hue eller et stykke tøj, som ligger på stien tæt på Søbadet.
Men det er noget helt andet, der møder ham, da han kommer tæt på.
- Jeg havde hørt om hajen fra Ringkøbing, og tænkte, at det er som om, at der er ved at gå mode i det, siger Heinrich Damgaard.
Anden haj på én uge
Det er anden gang på godt én uge, at der bliver fundet en haj på en cykelsti i landsdelen.
2. maj blev en gråhaj fundet på en cykelsti i Ringkøbing.
Denne gang mener en ekspert, at der er tale om en mindre pighaj.
- Man kan på billedet tydeligt se, at der stikker en pig op foran begge finner, siger Michael Madsen, der er indehaver af JyllandsAkvariet i Thyborøn.
Heinrich Damgaard vurderer, at den haj, han fandt, var omkring 40-50 cm.
Michael Madsen forklarer, at pighajen er meget almindelig i danske farvande. Hannerne bliver 80-90 centimeter lange, mens hunnerne kan blive op til 110-120 centimeter.
- Det er nok en spøgefugl, der har været på spil. Og det er da lidt spøjst, når man tænker på, at manden, der havde placeret hajen i Ringkøbing, står til at få en bøde, siger han.
Risikerer større bøde for overtrædelse
Det er nemlig ikke lovligt at lægge en haj på en offentlig vej.
Det oplyste lokalpolitiet i Ringkøbing i for nylig, da gerningsmanden fra Ringkøbing blev fundet.
En mand fra lokalområdet erkendte, at han har smidt hajen på cykelstien. Politiet fandt frem til manden efter et tip.
- Manden var kommet i besiddelse af den døde haj på havnen i forbindelse med formentlig noget bifangst eller fiskeaffald, lød det fra politiet.
Ifølge mandens egen forklaring fandt han hajen på havnen i Ringkøbing. Han tog den med og lagde den på cykelstien for at lave sjov.
Det samme kan være tilfældet i Thisted. Men ikke desto mindre risikerer gerningspersonerne en bøde.
Hajfundet fra Thisted er dog ikke meldt til politiet, lød meldingen fredag formiddag fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Troede det var et lift - men vågnede op til en haj
Da de to venner Sebastian og Kim natten til fredag hørte stemmer, troede de, der var helt andre ting i gærde.
I et Facebookopslag har de efterlyst lifts på deres tur ned gennem Jylland på vej mod Rømø, og tænkte, at det kunne være nogen, som ville efterlade noget til dem på den bænk, de sov i nærheden af.
Men næste morgen var historien en helt anden.
- Så stod vi op og så var I her og der var en haj, der havde været på færde, siger Sebastian Gajhede med et grin.
De finde det hele temmelig morsomt, og tager det som "en del af oplevelsen".
- Det er en uplanlagt tur, så sker der bare nogle sjove ting, så pludselig at være en del af det her, det er sjovt.
Thisted Kommune har fredag formiddag hentet hajen.