Søbjørneunge født i weekenden: Sådan bestemmer de navnet

Søbjørneungen, som i weekenden blev født i Jyllands Park Zoo, har endnu ikke fået sit navn.

Søbjørnemor Guela med sin nyfødte unge, som man endnu ikke kender kønnet på
Søbjørnemor Guela med sin nyfødte unge, som man endnu ikke kender kønnet på
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

I weekenden blev søbjørnefamilien i Jyllands Park Zoo et medlem rigere, men den lille unge har endnu ikke fået et navn.

Når man om to uger kan nærme sig ungen og bestemme kønnet, skal den lille søbjørn også navngives. På vores Facebook-side er der kommet flere forslag til navne, og en bruger foreslår 'Søffe'. En anden foreslår 'Maj' og en tredje 'Kim'. Men ifølge dyrepasser Janni Poulsen, bliver det ikke aktuelt. 

Fra Bølle til Bolle

Navnet skal nemlig først og fremmest være internationalt, da alle søbjørneunger på sigt flyttes til udlandet. Men sådan har det ikke altid været.

- Bubbers søster hedder Bølle, og hun blev flyttet til Tyskland, så nu kalder de hende Bolle, fortæller Janni Poulsen, som er dyrepasser ved Jyllands Park Zoo.

Hun fortæller, at søbjørnene i høj grad reagerer på deres navne, og det derfor kan forvirre søbjørnene at få et nyt navn. 

Den nyfødte søbjørneunge er meget afhængig af sin mor
Den nyfødte søbjørneunge er meget afhængig af sin mor
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Flere stavelser

Udover at være internationalt skal navnet også have flere stavelser. 

- Enstavelsesord er ikke gode, når man skal kalde og lyde sød. Der skal minimum være to stavelser, fortæller Janni Poulsen. 

Derfor bliver Facebook-forslag som 'Maj' og 'Kim' nok heller ikke aktuelle. 

Dyrepasser bestemmer

Når de første to punkter er krydset af på tjeklisten, er det ellers op til dyrepassernes opfindsomhed og mavefornemmelse at beslutte, hvad den lille søbjørn skal hedde. 

- Vi kalder den det, vi synes, passer til den, siger Janni Poulsen. 

Der går formentlig et par uger endnu, før søbjørnen får sit navn. I de første par uger holder dyrepasserne sig nemlig på afstand, da de ikke vil risikere, at moren frastøder ungen, fordi den lugter af menneske.

Læs Facebook-brugernes forslag til navne her