Søe bryder tavsheden: Nu går han i kødet på Løkke
Jeppe Søe holder fast i, at der er brug for en uvildig undersøgelse af arbejdsforholdene i Moderaterne. Dermed taler han Lars Løkke Rasmussen midt imod - og lægger alt andet end en dæmper på balladen i det kriseramte parti.
Mandag skulle Lars Løkke Rasmussen prøve at finde en løsning på den meget betændte sag om sexisme og mobning i Moderaterne. Det skete på et ni timer langt møde i partiets sekretariat i Folketinget.
Bagefter svarede partiformanden på spørgsmål på et meget intenst pressemøde, hvor han sagde, at han er 100 procent uenig i Jeppe Søes betragtninger og kommentarer – blandt andet om, at Moderaterne er en sexistisk ”klovnebus”.
TV MIDTVEST har forgæves forsøgt at få en reaktion fra Jeppe Søe, som de seneste dage har været på seminar med Folketingets præsidium til Nymindegab i Vestjylland. Men nu sætter folketingsmedlemmet ord på situationen.
Ledere skal ud
I et skriftligt svar til TV MIDTVEST siger Jeppe Søe, at han fastholder, at der er behov for, at Moderaterne foretager en uvildig undersøgelse af det, som er sket.
- Mit fokus er alene på de ramte ansatte i denne dybt alvorlige sag - samt at sørge for at dem, som ikke kan udøve god ledelse, ikke længere skal være ledere i vores sekretariat, skriver han.
Jeppe Søe, der siden 2022 har været valgt til Folketinget i Vestjyllands Storkreds, har været en del af Moderaterne fra begyndelsen. Og også før partiet blev et parti. Jeppe Søe var sammen med Lars Løkke Rasmussen med til i januar 2021 at stifte Det Politiske Mødested, som var forløberen for Moderaterne.
Siden da er der løbet meget vand i åen.
Efter maratonmødet og det efterfølgende pressemøde i går er Søe og Løkke tydeligvis ikke i sync som tidligere.
Deres syn på, hvad der skal til for at få den fulde sandhed frem om, hvad der er foregået i og omkring kontorerne i Moderaternes sekretariat er forskelligt.
Lars Løkke Rasmussen taler om en køreplan med en ekstern ekspert, en erhvervspsykolog og en whistleblower-ordning.
Jeppe Søe holder fast i, at grundigere redskaber skal tages i brug for at finde ud af, hvad der er foregået i partiet. Hvad ansatte i Moderaternes organisation har været udsat for - og af hvem.
- Jeg bifalder selvfølgelig, at man nu har lagt nogle planer for at sikre, det ikke kan ske igen. At der nu endelig skal laves den whistleblower-ordning, vi har lovet længe og at der tilknyttes en psykolog. Men jeg kræver fortsat, at man også ser tilbage og finder ud af, om alle skal med på den videre rejse. Det tror jeg ikke, at alle skal.
- Derfor må et ansvarligt moderne parti selvfølgelig omgående igangsætte en gennemgribende uvildig undersøgelse af hele partiets arbejdsmiljø og kultur, hvor man i enrum taler med både nuværende og tidligere ansatte, mener Jeppe Søe.
Bussen på værksted
Busser og busdrift er blevet et billede på situationen i Moderaterne. Et billede, partiets formand, Lars Løkke Rasmussen benyttede mandag. I dag vælger Jeppe Søe at gøre det igen.
- For at blive i busdriftens billedsprog, som desværre er blevet Moderaternes særlige kendetegn, er det tid at køre bussen på værksted for et omfattende eftersyn og finde ud af, om der er dele der skal udskiftes, skriver Jeppe Søe.
Det gode spørgsmål er, om Jeppe Søe har en fremtid i Moderaterne. Om det vestjyske folketingsmedlem fortsat kan se sig selv i det kriseramte parti?
Et andet relevant spørgsmål er, hvornår Lars Løkke Rasmussen - i følge Jeppe Søe - fik besked om de kritisable forhold - samt, om Jeppe Søe kan se sig selv fri for at have sovet i timen al den stund, at han har været med i partiet fra begyndelsen - at han er en af de bærende kræfter i Moderaterne?
Jeppe Søe har før været i turbulens. Der har været historier fremme om sexistiske hjemmesider, som for eksempel Netfisse.dk.
Går Jeppe Søe forrest i denne nye sag i Moderaterne for at vise, at han også kan være en slags "moralens vogter"?
Er hans åbenlyse uenighed med partiformanden et udtryk for skuffelse over ikke at være blevet minister i rokaden for mindre end en uge siden?
Blandt andre disse spørgsmål ville TV MIDTVEST gerne have stillet Jeppe Søe. Dem har han ikke ønsket at svare på. Moderaternes folketingsmedlem i Vestjylland har udelukkende villet give et skriftligt svar.