Spilleglad krigsveteran anker sag om millioner brugt på spil

I byretten tabte en krigsveteran en sag, hvor han krævede erstatning af Unibet. Nu skal sagen i landsretten.

Den tidligere soldat tabte i første omgang sagen her ved retten i Herning.
Den tidligere soldat tabte i første omgang sagen her ved retten i Herning.
Foto: Arkiv

En jysk krigsveteran har anket en dom, hvor spiludbyderen Unibet i byretten blev frifundet for at have lokket veteranen til at spille millioner op.
    
Det oplyser mandens advokat, Jesper Ravn, til mediet BetXpert.
    
- Civilstyrelsen har meldt fri proces til ankesagen, så vi har anket dommen i dag, siger han onsdag til mediet.
    
Krigsveteranen lagde sag an mod Unibet, efter at han i 2012 og 2013 tabte to millioner kroner på spil hos Unibet.
    
Pengene havde han fået tilkendt som erstatning for en psykisk arbejdsskade, han fik, da han var udsendt som soldat til Bosnien.

Ifølge krigsveteranen påpegede han flere gange over for Unibet, at han spillede af desperation og ikke lyst.    

Advokat Jesper Ravn mener, at der er flere kritikpunkter i frifindelsen af Unibet, som Retten i Herning kom frem til 6. december.
    
- Ankestævningen indeholder en række kritikpunkter af Retten i Hernings dom, som vi på nogle områder finder inkonsekvente i argumentationen.

- Og det må Civilstyrelsen øjensynligt have været enig i. I den henseende bevilgede de fri proces, inden for en uge efter at der blev ansøgt om det, siger han.

Fik lukket sin konto

Ifølge advokaten inviterede Unibet veteranen til arrangementer og fodboldkampe i udlandet, selv om han havde givet udtryk for, at han spillede af desperation.

Når den spillende veteran holdt pause fra spillene, sendte Unibet ham bonusser, der fik ham til at begynde igen.
    
I 2013 blev veteranens konto så lukket, efter at han havde oplyst, at han formentlig var ludoman.
    
Retten i Herning mente dog ikke, at veteranen kunne opnå erstatning. I dommen blev der lagt vægt på, at han tidligere burde have anmodet om, at spilkontoen blev lukket.
    
Desuden kunne han have benyttet det såkaldte Rofus-register, hvor spillere frivilligt kan udelukke sig selv, lød det.
    
Pressechef hos Unibet Per Marxen oplyser til BetXpert, at spiludbyderen ikke har nogen kommentarer til ankestævningen, da det er en verserende sag.
    
/ritzau/