Stille julefrokostweekend: Corona har sat en dæmper på festens bagsider

De fleste steder har der været overraskende roligt i nattelivet i weekenden, melder politiet.

Selvom corona flere steder har lagt en dæmper på festen, så kan det alligevel mærkes, at det for alvor er blevet julefrokostsæson. Arkivfoto.
Selvom corona flere steder har lagt en dæmper på festen, så kan det alligevel mærkes, at det for alvor er blevet julefrokostsæson. Arkivfoto.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

På politistationerne flere steder i landsdelen kan det mærkes, at julefrokostsæsonen for alvor er sat ind. Der er mange mennesker i byen, og der ryger formentlig også en hel del julebryg og snaps indenbords.

I Thisted og på Mors har der i weekenden for eksempel været fire overtrædelser af ordensbekendtgørelsen - blandt andet for at sige fuck til politiet og for at skubbe i køen.

Alt sammen i den mindre alvorlige genre, og der har heller ikke været nogen voldssager, fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

- Vi kan godt mærke, at der har været julefrokoster rundt omkring i byen, men det er kun det halve af, hvad der plejer at være på den her tid, siger han.

Han mener, at det kan være corona, der har sat en dæmper på festen, og på hvor meget folk drikker.

Bøde for at tisse på gaden

Også i Holstebro og Ringkøbing beretter politiet om, at det har været en ganske stille weekend. Og i Herning har der ikke været en eneste hændelse, der relaterer sig til julefrokoster.

- Det er overraskende positivt, at vi ikke har mere, for vi ved jo, at det er en stor julefrokostweekend. Det kan godt være, at det er corona, som gør, at det hele er lidt mere dæmpet. Måske er folk lidt forsigtigere, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

I Viborg har en af årets traditionelt set store julefrokostweekender også været uden store uroligheder. Her var der blot to personer, som i løbet af lørdag nat var blevet så berusede, at de måtte køres hjem af politiet, og en enkelt mand, som fik en bøde for at tisse op ad en butiksfacade i Viborg gågade.

Hændelser, der ligger indenfor det normale i en weekend, forklarer Andreas Bang Andersen, der er politikommissær hos Viborg Lokalpoliti.

- Det er slet ikke, som vi havde forventet. Der har ikke været en masse uro eller noget, siger han.

Sædvanlig december i Silkeborg

Blot et sted i landsdelen melder politiet om, at julefrokoster og festligheder i nattelivet er på et niveau, der minder om tiden, før coronaens indtog i samfundet.

I Silkeborg har ordensmagten skrevet seks bøder for voldelige optøjer, og der har desuden været to sager om vold, som senere skal for retten.

- Der har været mange mennesker i byen, og når de er fulde og dumme sidst på natten, så sker det jo. Det virker til, at det er meget ligesom de tidligere år, siger Flemming Just fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Det er hans opfattelse, at decembers julefrokoster tit tiltrækker en type gæster til diskoteker og værtshuse, som ikke er vant til at gå i byen.

- Det er jo ikke altid de yngste, der er problemet. Når de halvgamle mænd kommer i byen, så sker der nogle gange noget, og de kommer op at slås, siger Flemming Just.

En bøde for voldelige optøjer ligger typisk på omkring 3-4000 kroner.