Stormen Rolf minut for minut: Sådan ramte den Midt- og Vestjylland
Stormen Rolf bevægede sig fredag gennem landsdelen. Læs eller genlæs livebloggen fra dagen her.
Livebloggen lukker ned
Stormen har nu bevæget sig længere mod nord og ud af det midt- og vestjyske.
Derfor lukker vi nu ned for livebloggen.
Vi vil stadig gerne modtage billeder og video af stormens konsekvenser. Du kan se dem via formularen lige over teksten her.
Togdriften påvirket resten af dagen
Selv om stormen er aftagende, så vil togtrafikken være mærket af vejret resten af dagen.
- Vi kører på langt de fleste strækninger, men der vil komme drypvise aflysninger. Det skyldes, at vi har testkørt skinnerne for at se, om der var væltet noget, og det gør så, at togene ikke står på de rigtige stationer, forklarer han.
Du kan følge togdriften på rejseplanen her.
Stadig advarsel mod vindfølsomme køretøjer på Sallingsundbroen
Sallingsundbroen er et af de steder, hvor trafikken har været plaget under Rolfs hærgen.
Tidligere var et træ væltet ind over vejbanen lige før broen, men det er der nu kommet styr på, så trafikken igen kan komme forbi.
Advarslen mod at vindfølsomme køretøjer kører over broen gælder dog stadig. Vejdirektoratet forventer, at advarslen ophører i løbet af eftermiddagen.
Trampolin smadrer lygtepæl
En trampolin har i løbet af natten ødelagt en lygtepæl i Vildbjerg. Det er anden gang Birte Kamp Kruse har besøg af samme trampolin.
Læs mere om historien her:
Politikreds har fået op imod 175 henvendelser
Stormen Rolf har sat sit præg på det midt- og vestjyske fredag morgen.
Det bekræfter vagthavende, Anders Bøye Hansen, fra Midt og Vestjyllands Politi, til TV 2.
- Vi er nok oppe på 175 henvendelser indtil nu, men det har mest været væltede træer og småuheld, siger han.
- Der har dog også været et uheld på Holstebromotorvejen, hvor føreren måtte en tur på skadestuen uden dog at være kommet alvorligt til skade, uddyber Anders Bøye Hansen.
Udover mange væltede træer har der også været meldinger om nedfaldne tagsten, nedrevne el-ledninger og plast, der er blæst i land ved havet, hvorfra stormen har revet det videre ud på vejen.
- Men vinden er løjet meget af her i Holstebro, hvor jeg sidder, siger Anders Bøye Hansen.
Trampolin blæste ind i have
På Kongevejen i Ikast er en trampolin blæst ind ind over hækken til en privat have.
Det skriver en borger på den lokale facebookside.
Rolf er på vej nord på fra Hanstholm
Rolf har haft godt fat i Hanstholm, hvor vindstødene tidligere på morgenen har været af orkanstyrke.
Selvom stormen er på vej længere nord over, er der stadig godt gang i bølgerne her ved kysten lige nord for havnen.
Rolf styner poplerne på Mors
Susanne Lund bor på Mors i Limfjorden i det nordjyske, hvor Rolf har været forbi og styne poppeltræerne på hendes grund.
Heldigvis er der kun sket lidt skade på rækværket og markvejen er ikke fuldt farbar lige med det første.
Varsler vindstød af orkanstyrke til middag
DMI varsler storm med vindstød af orkanstyrke frem til klokken 12.00 fredag.
Forventningen er storm med en middelvind på 25-28 meter i sekundet fra sydvest med vindstød af orkanstyrke på 33-37 meter i sekundet.
Drivhus er kollapset
Stormen har også været en for stor mundfuld for et drivhus i Skive.
- Mit drivhus måtte lade livet til Rolf i morges, skriver Jette Thomsen til TV 2.
Vindstød på over 37 m/s
Et øjeblik var Silstrup i Thy det område i landet, hvor vinden var hårdest. Her ramte et vindstød på 37 meter i sekundet.
Siden er stormens styrke taget til og har bevæget sig længere mod nord, så det nu er i Stenhøj i Vendsyssel, at det kraftigste vindstød er målt.
Den nye rekord lyder på 37,6 meter i sekundet.
Generelt er der gennem hele natten og morgenen blevet målt mange kraftige vindstød af stærk storm eller orkan ned gennem Jylland, Fyn og Vestsjælland.
Havnechefen: Vindretningen er til vores fordel
Da vores reporter tidligt i morges klokken seks satte fod i Hanstholm havn, var der stort set vindstille. Nu er situationen en noget anden.
Færger sejler igen, men ikke Thyborøn-Agger
Venø Færgefart sejler igen. Sejladsen var indstillet fra 05.00 til 07.15.
Også færgen mellem Hvalpsund og Sundsøre har genoptaget sejladsen. Første afgang fra Hvalpsund er 08.30. Derefter sejler den retur igen fra Sundsøre 08.45.
Thyborøn-Agger Færgefart har fortsat indstillet sine overfarter, så trafikanter må i stedet en tur over Thyholm for at komme mellem de to byer.
Stormen har også ramt Bjerringbro
Træ væltet på Nørregade tæt ved lyskrydset, hvor Poul Due Jensen Vej krydser Nørregade.
Motorvej igen farbar
En vognbane på Holstebromotorvejen mellem afkørsel 21 og 20 i sydgående retning er igen farbar.
Det oplyser Matthias Sørensen fra lokalpolitiet i Holstebro.
Vognbanen var spærret, efter en kassevogn var væltet fredag morgen på grund af den kraftige vind.
Føreren blev kørt til tjek på sygehuset, men er umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.