Tyv med russerpose, sommerhusbrand og vold: Politiet har haft en travl nat

Politiet beretter om et døgn, hvor mange små sager har optaget vagtcentralen og patruljerne.

Sommerhus på Nr. Fjandvej i Ulfborg, der er synligt skadet efter nattens brand.
Sommerhus på Nr. Fjandvej i Ulfborg, der er synligt skadet efter nattens brand.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Der har været nok at se til for Midt- og Vestjyllands Politi det seneste døgn. 

Vagtchef Jesper Brøndum melder om mange sager, der har krævet politiets assistance. Et af tilfældene var i Bilka i Holstebro lørdag eftermiddag. 

- En udenlandsk kvinde blev standset efter kasselinjen, fordi hun havde stjålet whisky, fortæller vagtchefen.

Umiddelbart en politisag i den mildere ende af skalaen, men kvinden brugte en russerpose. Det er en pose, der er foret med metalfolie på indersiden, så alarmsystemet i eksempelvis en butik ikke aktiveres, og den kan derfor bruges til at smugle tyvekoster ud. Og det faktum, at hun havde medbragt sådan en pose, gør sagen mere alvorlig. 

- Det er faktisk skærpende, når man bruger sådan en russerpose, fordi så har man haft forsæt til at ville stjæle, forklarer Jesper Brøndum.

Kvinden, der selv har oplyst, at hun er 38 år gammel, bliver senere søndag fremstillet i grundlovsforhør.

To sigtet for vold mod tredje mand

Senere på natten blev politiet kaldt til et andet sted i Holstebro, da beværtningen "Den Røde Baron", der ligger på Den Røde Plads, havde dannet ramme om en voldsepisode. 

- To gerningsmænd overfalder en anden mand. Han får bank, der resulterer i skader omkring højre øje, gengiver vagtchefen. 

Gerningsmændene blev efterfølgende anholdt og sigtet for vold og overtrædelse af restaurationsloven. Desuden kæmpede de to, der er 30 og 33 år, imod anholdelse. 

De har været til afrusning på politigården i nat og er efter endt afhøring søndag morgen blev løsladt, men de er fortsat sigtet. 

Glemte at slukke vildmarksbad - så brændte sommerhuset

Tidligt søndag morgen, kort efter klokken 5, var det en brand på Nr. Fjandvej i Ulfborg, der krævede politiets opmærksomhed.

- En gruppe mænd havde lejet et udlejningssommerhus, hvor de har fyret op for vildmarksbadet. Det står på en træterrasse tæt op ad sommerhuset. Omkring midnat går de i seng og har glemt alt om det og får ikke sikret, at vildmarksbadet er slukket, siger vagtchefen. 

Det resulterede i, at vildmarksbadet antændte sig selv, og ilden fik, ifølge vagtchefen, fat i sommerhuset med store skader til følge.

Lejerne slog selv alarm til brandvæsenet. Ingen af dem kom til skade, men en af dem, en 38-årig mand, slutter weekenden med en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven.