Undrer du dig også: Derfor vrimler det med regnorme på asfalten

Det har regnet. Og regnet. Og regnet lidt mere. Og selvom regnorme godt kan lide regn, så kan det også blive for meget.

1:22
På grund af den våde jord søger flere regnorme op. Det kan ende galt for dem, der strander på asfalten.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Jorden er spækket med vand, fordi det har regnet så meget. Og det gør livet svært for regnormene, som derfor kryber op på asfalt og belægning.

Regnorme lever i gange, som de har lavet under jorden. Og når de regner så meget, som det gør lige for tiden, bliver gangene fyldt med vand, og regnormene flygter derfor op til jordoverfladen for at få luft, så de ikke drukner.

- De kan faktisk godt tåle at ligge i jorden længe. Men hvis først gangene bliver lukket af vand, så bevæger de sig op til overfladen for ikke at blive kvalt, siger naturvejleder ved Naturstyrelsen Søhøjlandet Jan Kjærgaard.

I naturen, hvor underlaget er jord, er det ikke noget problem. Det er kun inde i byerne, regnormene kommer i knibe.

- Når først de er kravlet op gennem jorden og ender på fliser eller asfalt, så kan de ikke finde tilbage i jorden igen, fordi de ikke kan komme igennem overfladen, siger Jan Kjærgaard.

Faktisk er det ikke kun regnormene, det er synd for lige nu. For når de ligger i store mængder på vejene, så bevæger pindsvinene sig ud efter dem, fordi de spiser dem. 

Og så bliver også de kørt over. Derfor ser vi også mange overkørte pindsvin, når de regner meget.

Men kan vi så hjælpe de mange, stakkels orme? Ja, mener Jan Kjærgaard.

- Hvis vi begyndte at tænke over, hvilken type belægning, vi lægger på for eksempel parkeringsarealer, så ville vi løse to problemer. For hvis man lægger belægning med huller i, så kan både regnorme og regnvand kunne sive ned i jorden, og så løser vi også problemet med oversvømmelser flere steder, siger naturvejlederen.

Han anbefaler ikke, at du begynder at flytte regnorme manuelt, for så kan du ikke lave andet lige for tiden.