Vagabondhunden Berta gik fra Tyskland til Skagen

Hunden Berta er i løbet af det sidste år blevet set flere steder i Jylland, men nu er hun indfanget på Lilleriscenter i Nykøbing Mors.

Efter at have gået Jylland tynd er Berta en hund i god form, og hun spiser godt. Mennesker er hun bare ikke så tryg ved endnu.
Efter at have gået Jylland tynd er Berta en hund i god form, og hun spiser godt. Mennesker er hun bare ikke så tryg ved endnu.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Er du stødt på Berta? Vagabondhunden, der er vandret gennem hele Jylland.

Det gør hun ikke længere, for nu er hun blevet indfanget og befinder sig på internatet Lilleriscenter i Nykøbing Mors.

Blandt hundeinternater og -pensioner er Berta lidt af en legende. Der er blevet taget billeder af hende flere steder, men ingen har kunnet fange hende. Indtil en 'hundejæger' havde sporet Berta til Skagen, hvor hun blev indfanget.

- Det er så vild en historie. Det er først i Rostock for halvandet år siden, vi hører om Berta, og så begyndte en bekendt at følge Berta. Så ringede hun fra Skagen en nat, hvor hun havde indfanget den, siger indehaveren af Lilleriscenter, Martin Gade Kristensen.

Martin Gade Kristensen og veninden sammenlignede alle billeder, de havde af Berta, med hunden, de havde indfanget, og der var ingen tvivl.

- Jeg troede virkelig ikke på, at det var den, men det var god nok, siger indehaveren af hundeinternatet i Nykøbing Mors.

Det er også noget af en rejse, som Berta har været på. Berta blev spottet på fri fod i Tyskland ved Rostock for halvandet år siden. Et halvt år senere blev der taget billeder af hende på Rømø, hvorefter hun tog ned mod grænsen igen. Sidenhen tog Berta turen nordpå, hvor hun blev set ved Lihme i Salling, og til sidst blev hun indfanget i Skagen.

Vagabondhunden Bertas rejse startede i det nordlige Tyskland, og er nu endt ved Martin Gade Kristensen på Lilleriscenter i Nykøbing Mors.
Vagabondhunden Bertas rejse startede i det nordlige Tyskland, og er nu endt ved Martin Gade Kristensen på Lilleriscenter i Nykøbing Mors.
Foto: Morten Bech / TV MIDTVEST

Skal vende sig til mennesker

Nu har Berta været en fri fugl i minimum halvandet år, og man ved faktisk ikke, om hun nogensinde har tilhørt en familie. Derfor er hun heller ikke tryg ved omgivelserne på hundeinternatet endnu og ryster, da Martin Gade Kristensen og TV MIDTVESTs journalist nærmer sig.

- Hun er på spring for at komme ud herfra. Hun har været vant til at løbe i halvandet år, så hun har ikke prøvet at have fire vægge om sig, fortæller indehaveren af Lilleriscenter.

Af hensyn til Berta går hun også helt alene for at skærme hende mest muligt fra pludselige forstyrrelser, der kan skræmme hende. Martin Gade Kristen forventer, at Berta vil komme hen til ham og lade ham røre hende i løbet af en uge.

Martin Gade Kristensen arbejder dagligt med Berta. Hun holder god afstand, du hun ikke er vant til mennesker endnu.
Martin Gade Kristensen arbejder dagligt med Berta. Hun holder god afstand, du hun ikke er vant til mennesker endnu.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Man skal ifølge ham lade dyret komme til mennesket for op opbygge Bertas tillid til mennesker, og det arbejder de dagligt med på hundeinternatet.

- Planen er at se, hvor langt vi kan nå med Berta. Jeg mener, at vi kan hjælpe hende godt nok, til at hun kan komme ud til en familie, siger Martin Gade Kristensen.

Selv om Berta har levet som vagabond, så kan man ikke bare sende hende ud på fri fod igen.

- Det ville være til fare for Berta selv, men også for menneskerne, der kører ude på landevejen. Det kan gå frygtelig galt, når man møder et dyr på vejen, så derfor er det godt, at Berta er indfanget, fortæller indehaveren af hundeinternatet.

2:28
Godt nok er der åbne grænser og en jævn strøm af tyske turister til Danmark, men det hører til sjældenhederne, at en hund - alene - tager turen fra Tyskland til Skagen.