Vestjysk Bank pålægger privatkunder negative renter
Endnu en bank slutter sig til kredsen af banker, hvor private kunder skal betale negative renter.
Endnu en dansk bank har onsdag annonceret negative renter for sine privatkunder. Denne gang er det kunderne i Vestjysk Bank, der skal til lommerne.
Banken oplyser i en pressemeddelelse, at indlån fremover får en rente på minus 0,75 procent. Hvis kunderne har en NemKonto i banken, er deres indlån på op til en halv million kroner dog fritaget fra de negative renter.
I sin pressemeddelelse henviser banken til renterne fra de andre banker og Nationalbanken som baggrund for sin beslutning.
Banken henviser til, at bankerne siden 2012 har måtte betale for indskud i Nationalbanken, der fungerer som bankernes bank.
- Dette forhold har fået flere pengeinstitutter til at indføre negative indlånsrenter over for deres erhvervskunder og nu også privatkunder, skriver Vestjysk Bank.
Dermed henviser banken til en lang række banker i Danmark, herunder Sydbank, Jyske Bank, Nordea og Nykredit, som har indført negative renter under forskellige vilkår.
I Vestjysk Bank bliver en række konti friholdt for negative renter. Det gælder pensionspuljer, børneopsparinger samt bolig- og uddannelsesopsparinger.
Banken er ikke blandt de største i Danmark med sine 15 afdelinger og 371 medarbejdere.
Til gengæld er Danske Bank den sidste af de største banker i Danmark, der indtil videre har undladt at indføre negative renter.
/ritzau/