Vi har prøvet det før: Sådan kom vi igennem oliekrisen i 70'erne
Der kan drages flere sammenligninger mellem vores energisituation lige nu og oliekrisen tilbage i 1970'erne, som også betød høje benzin- og oliepriser, og måske kan sparetipsne fra dengang bruges.
Varslerne peger på, at vi står overfor den værste energikrise nogensinde, og at vi allerede nu ligeså godt kan begynde at finde det uldne undertøj frem, da det bliver en kold vinter, hvor der skal skrues ned på temperaturerne.
Jysk Energi fortæller, at der er en risiko for, at denne vinter bliver den dyreste nogensinde, og endda dyrere end oliekrisen i 1973. Men hvordan var hverdagen dengang i halvfjerdserne, hvor familier rykkede sammen i stuerne for at holde varmen, og bilerne skulle blive i garagerne om søndagen?
Oliekrisens påvirkning af danskernes hverdag dengang ved museumsdirektør på Energimuseet i Bjerringbro, Jytte Thorndahl, meget om.
- Dengang med oliekrisen var man bekymret for, om Danmark havde nok olie i reserverne, så benzin- og oliepriserne steg til en fordobling. Det var lige i den tid, hvor mange havde købt parcelhuse med oliefyr, men da priserne steg, var der mange, der ikke havde råd til at varme deres huse op, fortæller hun.
Det betød, at familier måtte spare kraftigt på både benzin og olie til opvarmning af husene. Staten var også dengang ude og bede folk om at skrue ned, fortæller Jytte Thorndal.
- Det betød, at folk måtte finde de uldne sokker, varme trøjer og tæpper frem. Hvis man sad og så fjernsyn med en temperatur på 18 grader, så var løsningen, hvis man frøs, at tage et ekstra tæppe over sig, fortæller den 73-årige museumsdirektør, der selv kan huske tiden under krisen.
Krig skabte mangel på olie
Oliekrisen i halvfjerdserne kom, da Yom Kippur-krigen brød ud med Egypten og Syrien på den ene side og Israel på den anden, hvilket fik de arabiske lande til at skrue ned for olieleverancerne. Det fik priserne herhjemme til at stige voldsomt, og betød kolde boliger og bilfrie søndage.
- Der var folk, der ikke havde råd til at købe olie, og så valgte mange eksempelvis kun at have varme på i stuen, og så måtte hele familien ligge der og sove på madrasser.
De elektriske apparaters betydning
I halvfjerdserne var der mange hjem, der havde flere elektriske apparater som fjernsyn, radioer, lamper, køleskab, køkkenredskaber og elkomfur. Men også alle disse strømkrævende apparater blev der sparet på.
- Madlavningen og husholdningen tog rigtig meget af strømmen. Dengang blev 90 procent af elektriciteten fremstillet ved hjælp af olie, så her blev forbruget også sat ned, fortæller hun.
Jytte Thorndal påpeger dog, at vores huse i dag er meget bedre isoleret og vores elektriske apparater bruger langt mindre strøm, så det er en anderledes situation, vi står i nu. Men derfor kan vi stadig lære noget af de erfaringer, man gjorde sig dengang.
- Vi har gjort det tidligere, så vi kan nok godt gøre det igen. I dag har vi jo digitale systemer, der kan fortælle os, hvornår elektriciteten er billigst, og så er det med at udnytte sådan nogle muligheder vi har i dag, for det kunne vi ikke dengang.