Vil være mere end bare politiker: Kristian Jensen tilbage på skolebænken

Kristian Jensen har manglet teori bag de mange års praktisk arbejde som politiker på højeste niveau. Derfor starter han nu på Niels Brock Executive Board Education.

kristian_jensen_bestyrelse.jpg
Foto: TV2

- Det er klogt hele tiden at udfordre sig selv.

Derfor har den snart tidligere topfigur i Venstre, Kristian Jensen, indskrevet sig på Niels Brock Executive Board Education. Her skal han frem mod eksamen før jul blive klædt på til at varetage bestyrelsesposter i virksomheder og spille en mere aktiv del i foreningslivet.

- Efter 21 år på borgen, vil jeg have gavn af at komme i tættere kontakt med civile organisationer og NGO´ere. Derfor valgte jeg at starte på Niels Brok. Jeg har stor praktisk erfaring i politik, men jeg har savnet tiden til at bygge teori ovenpå. Den har jeg nu, forklarer Kristian Jensen til TV MIDTVEST. 

Kristian Jensen træder ved den kommende weekends landsmøde i Venstre i Herning tilbage til en menig rolle i partiet. Fremover vil den tidligere minister og gruppeformand være almindeligt medlem af folketinget. 

Ikke et farvel til politik

Kristian Jensen har i flere år misundet mere anonyme medlemmer af folketinget. Medlemmer, der sideløbende har involveret sig i livet udenfor Christiansborg. Kristian Jensen er uddannet bankelev ved Unibank i Lemvig. Nu skal der via skoleforløbet i København tilføjes teori til den store praktiske erfaring. 

- Det her er et både og. Jeg skal blandt andet ud og lære ting omkring, hvordan den lovgivning jeg har været med til at vedtage fungerer. Det skal gøre mig skarpere i det politiske arbejde. De kompetencer har jeg manglet i mange år, fortæller Kristian Jensen. 

Selvom det først er nu, der er tid til et skoleforløb, så har Kristian Jensen forsøgt sig tidligere. I 2004 spurgte han som nydudnævnt Skatteminister departementschef Niels Bernstein om muligheden for, om han kunne finde et kursus, der kunne klæde ham på til den nye rolle. 

- Han grinede af mig. Det mente han ikke, at man kunne. Han havde aldrig fået det spørgsmål før. Og jeg kan skriver under på, at man arbejder rigtig mange timer. Netop derfor glæder jeg mig nu over, at den fornødne tid er tilstede. Det bliver et glædeligt gensyn med skolen, forklarer Kristian Jensen. 

Kristian Jensen har endnu ikke lagt sig fast på, hvilke bestyrelsesposter og frivillige organisationer han vil arbejde i retning af. Det må komme, når den store eksamen til december er overstået. 

0:50
Kristian Jensen skal tilbage på skolebænken.