Hun fik gåsehud og vandt sit heat - men er stadig ikke helt tilfreds

Holstebro-svømmerne vandt sit indledende heat, men tiden rakte ikke til en plads i semifinalen.

Helena Rosendahl Bach svømmede i tiden 58,45.
Helena Rosendahl Bach svømmede i tiden 58,45.
Foto: Ashley Landis/Ritzau Scanpix

Klokken 11 lørdag formiddag sprang Holstebro-svømmeren Helena Rosendahl Bach i det olympiske bassin som den allerførste ved hele OL.

I en arena på størrelse med Jyske Bank Boxen i Herning indledte hun sin jagt på en god placering ved legene i Paris, da de indledende runder ved 100 meter butterfly blev sat i gang. 

- Det var sindssygt for at sige det ligeud. Der var virkelig en vild stemning derinde, og jeg fik gåsehud, da jeg kom gang, siger svømmeren. 

Helena Rosendahl Bach vandt sit heat og kom i mål i tiden 58,45 sekunder.

Tiden rakte dog ikke til en plads i semifinalen, hvor kun de 16 hurtigste svømmere fra de fire indledende heat får en plads. Hendes tid rakte til en en plads som nummer 20. 

- Der er nogle småting, der godt kunne gøres bedre, som jeg ærgrer mig lidt over. Men nu er vi i gang, og det er fedt, at jeg har haft den her oplevelse inden 200-meteren, siger hun.

Stadig fortrøstningsfuld

Dermed bliver semifinalerne i 100 meter butterfly uden midt- og vestjysk deltagelse.

Til gengæld vender Helena Rosendahl Bach stærkt tilbage onsdag 31. juli, hvor de indledende runder på 200 meter butterfly bliver skudt i gang. En distance, hvor hun har vundet EM-guld og VM-sølv.

Er du fortrøstningsfuld inden 200-meteren?

- Ja, det er jeg nødt til at være. Der er ikke noget at gøre ved det nu. Der er helt sikkert nogle ting, som jeg godt ved, der var dårlige i dag. Men sådan er det, afslutter hun.

Hvis Helena Rosendahl Bach går hele vejen til finalen i 200 meter butterfly, skal hun svømme torsdag aften klokken 20.30.