Mogens Jensen trækker sig som minister
Den omdiskuterede mink-sag fører nu til Mogens Jensens afgang som minister.
Mogens Jensen (S) går af som minister. Det kunne TV MIDTVEST erfare fra kilder tæt på ministeren kort før middagstid.
Afgangen sker inden offentliggørelsen af de redegørelser i mink-sagen, regeringen har annonceret, vil blive udgivet i løbet af i dag.
Jensens exit som fødevareminister er kulminationen på et tumultarisk forløb omkring den ulovlige nedslagtning af alle mink i Danmark.
En beslutning, regeringen traf den 3. november for at undgå en mutation af coronavirus i mink, som i yderste konsekvens ville kunne svække effekten af en kommende vaccine.
I den følgende weekend gik det op for regeringen, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at føre aflivningen igennem.
Siden har det været uklart, hvad Mogens Jensens rolle præcist har været i sagen, som han har været indkaldt til flere samråd i.
- Jeg udtræder af regeringen
På Facebook har Mogens Jensen netop kommenteret nyheden, og han skriver blandt andet:
- Da jeg har den klare vurdering, at jeg ikke længere har den tilstrækkelige opbakning blandt et flertal af Folketingets partier, har jeg i dag meddelt Statsministeren, at jeg udtræder af regeringen.
- Nu vil jeg hellige mig min kæreste, familie og venner. Men jeg vender stærkt tilbage og glæder mig til at tage hul på arbejdet i folketingsgruppen, lyder det.
Tre redegørelser på vej
I løbet af onsdag ventes op til tre forskellige redegørelser i den omdiskuterede mink-sag:
- Én redegørelse om selve lovhjemmelsdelen, som er udarbejdet af Fødevareministeriet.
- Én redegørelse om hele forløbet om mink-smitten, der rækker flere måneder tilbage, som også er udarbejdet af Fødevareministeriet.
- Og til slut én sundhedsmæssig redegørelse, som er udarbejdet af Sundheds – og Ældreministeriet.
Det er endnu uvist, hvornår redegørelserne vil blive offentliggjort.