Ombudsmanden afviser offentlig indsigt i advarsler i minksag

Ombudsmanden mener ikke, at myndighederne kan kritiseres for aktindsigtsafslag i tilbagekaldelse af advarsler.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere journalister har klaget over myndighedernes afslag på aktindsigt i sager om tilbagekaldelse af advarsler til embedsmænd i minksagen.

Folketingets Ombudsmand har behandlet klagerne og har ikke fundet grundlag for at kritisere myndighederne for at afvise udlevering af oplysningerne.

Det skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse onsdag.

Det drejer sig om tre sager, hvor Rigspolitiet og Statsministeriet gav afslag på aktindsigt i tilbagekaldelse af advarsler i minksagen.

I alle tre sager indgik det efterspurgte materiale i personalesager, som man som udgangspunkt ikke kan få aktindsigt i.

Et væsentligt spørgsmål i sagerne var derfor, om materialet skulle udleveres efter en særlig paragraf i loven.

- Ud fra denne bestemmelse er der nemlig i personalesager -- som en undtagelse til lovens hovedregel -- ret til aktindsigt i blandt andet oplysninger om disciplinære reaktioner i form af advarsel eller derover for ansatte i chefstillinger, fremgår det fra pressemeddelelsen.

Loven giver kun ret til aktindsigt i ansættelsesmyndighedens materiale med den endelige afgørelse i sagen, selve advarslen, men ikke til andre dokumenter i sagen, lyder det.

Ombudsmanden fandt derfor ikke grundlag for, at der var ret til aktindsigt i de oprindelig afgørelser om at meddele advarslerne eller tilbagekaldelse af advarslerne.

En advarsel er den mildeste form for disciplinære straf, og flere embedsmænd fik en advarsel i forlængelse af Minkkommissionens arbejde. Herunder rigspolitichef Thorkild Fogde og departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen.

Deres advarsler blev siden trukket tilbage.

Ti embedsmænd fik i forlængelse af Minkkommissionens arbejde forskellige disciplinære straffe, otte er nu droppet.

Minkkommissionen blev nedsat i april 2021 og afgav sin beretning i juni 2022.

Kommissionen skulle undersøge beslutningen om at aflive alle mink i Danmark i november 2020 under coronapandemien.