71-årig går tur med 150 morsingboer: Det er simpelthen alletiders

Dagmar Nygaard har de seneste fire år stået i spidsen for ugentlige gåture på Mors. Det er så populært, at op mod 150 morsingboer hver uge går med.

Dagmar Nygaard (th) står bag projektet  ’Gå i gang – Kom rundt på Mors’. Her står hun sammen med sine hjælpere og sin tæller, som holder styr på, hvor mange morsingboer deltager i gåturene.
Dagmar Nygaard (th) står bag projektet ’Gå i gang – Kom rundt på Mors’. Her står hun sammen med sine hjælpere og sin tæller, som holder styr på, hvor mange morsingboer deltager i gåturene.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Det er mandag formiddag. En kold en af slagsen. Men det afholder ikke 71-årige Dagmar Nygaard fra at trække i travetøjet og iføre sig den gule førervest.

Hun skal ud at gå på Mors. Og det gør hun hver mandag sammen med et følge på op til 150 andre morsingboer.

- Det er simpelthen alletiders, for man får så mange glade smil, siger Dagmar Nygaard.

Hun er kvinden bag gå-projektet, som har eksisteret siden 2015. ’Gå i gang – Kom rundt på Mors’ hedder det, og det er for de morsingboer, der har rundet de 60 år.

En af dem, der hver mandag er med på den mellem fire og fem kilometer lange gåtur, er Birthe Larsen fra Nykøbing Mors. For hende er den ugentlige gåtur helt uundværlig.

- Man bliver jo en helt anden. Man får et godt humør, og man kommer til at snakke med forskellige mennesker. Og så er det godt for ens velvære, siger hun.

Med Dagmar Nygaard i spidsen gik morsingboerne mandag formiddag på landevejene nær Ullerup Hovedgård.
Med Dagmar Nygaard i spidsen gik morsingboerne mandag formiddag på landevejene nær Ullerup Hovedgård.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Kunne ikke undvære det

Projektet blev startet, fordi et lignende projekt i kommunen sluttede. Men Dagmar Nygaard var ikke klar til at stoppe gåturene  i lokalområdet.

- Vi kunne simpelthen ikke undvære det. Og når der er så mange, der gerne vil med, så duer det jo ikke, at vi lægger det ned, siger den 71-årige ildsjæl Dagmar Nygaard.

Alt arbejdet gør hun frivilligt. Lige nu er hun ved at planlægge efterårets ruter, og det til stor glæde for de øvrige gå-glade morsingboer.

- Hende kan vi overhovedet ikke undvære. Hun er en god ildsjæl, siger Birthe Larsen.

Bliver ved, så længe hun kan holde til det

Med de ugentlige gåture tager det omkring tre år at nå hele Mors rundt, og den 71-årige ildsjæl går gerne øen rundt flere gange.

- Så længe mine ben kan holde til det, og folk kommer, så bliver vi ved, siger hun.

Og det ser altså ud til, at Dagmar Nygaard kan blive ved med at snøre skoene og trække i den gule førertrøje. Der er i hvert fald én morsingbo, som har planer om at fortsætte med de ugentlige gåture.

- Det er uundværligt, så vi håber jo, at det bliver ved de næste 10 år, siger Birthe Larsen.

Vi var med på en gåtur mandag formiddag. Du kan se indslaget her:

2:21
71-årige Dagmar Nygaard begyndte for fire år siden at arrangere gåture. Siden er det kun gået én vej med deltagerantallet