Ellen Trane til Morsø Gymnasium: Frygt ikke

I sidste uge lignede det en nedlæggelse af gymnasiets musik- og dramatilbud, men i dag indikerer Ellen Trane Nørby, at de ikke skal være bekymrede.

090813_Ellen_Trane_Noerby.jpg

I sidste uge fremlagde regeringen et udspil til den nye gymnasiereform. Her lagde regeringen op til, at de ville skære ned på antallet af studieretninger på de gymnasiale uddannelser. Derudover ville de målrette studieretningerne, og det tiltag har de frygtet på Morsø Gymnasium.

Regeringen nævnte især de ”skævere” studieretninger, hvor Morsø Gymnasiums musik- og dramatilbud kunne komme i farezonen. I dag var minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby(V) på besøg på gymnasiet, og hun kunne berolige dem.

- Fra regeringens side har vi lagt op til, at der bliver skabt nogle mere overskuelige studieordninger, hvor der fremover  vil være to – og ikke tre fag – i studieretningerne. Til gengæld skal gymnasierne have mulighed for at bygge videre på de tegnetegn, de må have. Det er derfor, vi lægger op til, at man eksempelvis skal have lov til at have en dramalinje, siger Ellen Trane Nørby.

Hun fastslår endvidere, at de kreative fag ligger fint i tråd med, at regeringen også vil målrette de gymnasiale uddannelser mere mod de universelle uddannelser.

- Der ligger rigtig mange ting i at kunne performe, så de kundskaber kan sagtens kobles til, at vi vil gøre de gymnasiale uddannelser mere målrettede mod universitetet. Det vigtige er, at gymnasierne også ruster de unge rent faglige, så de er klar til at læse videre på en universel uddannelse.