Larmende fans: Bette Balkan tilhører Mors-Thy

Mors-Thy Håndbolds hjemmebane går under navnet Bette Balkan. Den er frygtet af mange, men den kunne intet stille op, da KIF Kolding søndag gæstede Sparekassen Thy Arena.

Et høreværn kan være særdeles nyttigt, når man er til håndbold med de larmende fans af Mors-Thy.
Et høreværn kan være særdeles nyttigt, når man er til håndbold med de larmende fans af Mors-Thy.
Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

Mors-Thy Håndbold har én af de mest frygtede hjemmebaner i den danske håndboldliga for herrer. Fansene møder altid stærkt op, og det har gjort, at både hjemmebanen og fanklubben har fået tilnavnet Bette Balkan.

- Det var en dommer, der engang sagde, at det var ligesom at dømme en kamp på Balkan - bortset fra at mønterne ikke regner ind på banen. Vi er rimelig stille og rolige, vi råber bare lidt ad dommeren, men det er kun for at lægge et pres, som kan komme vores hold til gode, siger Jacob Mehl, der er formand for Bette Balkan Support. 

Fanklubben har eksisteret i seks år og tæller nu knap 250 medlemmer. Klubbens hjemmekampe bliver som regel spillet med minimum 1000 mennesker, der ser med fra lægterne.

- Når man kommer på en udebane, som har de her fans i ryggen, så er det notorisk svært i forhold til, hvad man ellers oplever rundt omkring, fortæller Søren Pedersen, der målmand i Mors-Thy Håndbold.

Søndag fik Mors-Thy Håndbold besøg af bundholdet KIF Kolding. Selvom fansene som altid leverer højt niveau på publikumsrækkerne, så taber Mors-Thy 28-32 og ligger nu nummer 11 i håndboldligaen.

- Man skal score målene, før vi kan gøre en forskel, fortæller Jacob Mehl.

Næste gang at hjemmebanen kommer i spil bliver den 30. oktober, hvor Mors-Thy tager imod Aalborg Håndbold.

1:52
Mors-Thy Håndbolds fans møder altid talstærkt op og er de mest larmende i håndboldligaen