Stærekasse på Mors: Jimmy blev blitzet to gange på fem timer i Danmarks vildeste stærekasse
To stationære stærekasser på Vilsundvej på Mors har på et halvt år tjent 9,6 millioner kroner til statskassen. Dermed er anlægget det mest indbringende i Danmark.
Blitz.
Pokkers, jeg glemte det. Fanget af stærekassen.
Forestil dig, det sker to gange på fem timer. Ekstra ærgerligt. Det var lige præcis, hvad der skete for Jimmy Pedersen i november sidste år. Her blev han samme dag fanget af de nye stærekasser på Vildsundvej på Mors, to gange.
- Jeg tænkte fandens også. Det er sgu meget dumt, der er ingen undskyldninger, forklarer Jimmy Pedersen.
Han kører på ruten flere gange om ugen, men han havde ikke bemærket, at de nye stærekasser var blevet sat op.
- Jeg bliver blitzet første gang ved middagstid, det bemærker jeg slet ikke. Anden gang er om eftermiddagen, hvor det er mørkt. Der skal jeg da ellers lige love for, at jeg bliver blitzet. Fandens tænker jeg, det bliver så en bøde. Fire dage efter dumper der så to bøder ind i indbakken, det kunne jeg ikke forstå, forklarer Jimmy Pedersen.
Det eneste, der gør historien lidt mere spiselig for Jimmy er, at bøderne lå i den lave ende. Han måtte samlet set slippe 2000 kroner til statskassen for de uheldige møder den nye beboer på Vildsundvej på Mors.
Jimmy Pedersens eneste forklaring på, hvordan det kunne gå så galt, på så kort tid er, at han ikke var opmærksom nok. For skiltningen er præcis som den skal være, forklarer han.
Tusindvis af tilfælde
Jimmy Pedersen er ikke alene.
Langtfra.
I perioden fra sidst oktober sidste år til marts i år har de to stærekasser på Vildsundvej blitzet 5950 gange. Det har givet bøder for 9,6 millioner kroner.
De to stærekasser, der skyder i hver deres retning, er dermed det anlæg i Danmark, der har bidraget med flest kroner til statskassen. Det er her pengene fra bøder havner. Andre enkeltstående stærekasser har også samlet millioner af kroner ind til statskassen, men ingen anlæg, med stærekasse i begge kørselsretninger, har blitzet så meget som det på Mors.
Stærekassen giver omsætning andre steder
De to stærekasser har altså kostet de lokale trafikanter tæt på 10 millioner kroner på et halvt år. Dermed er det vel næppe to kasser, der sådan lige bliver integreret på rekordtid på øen. Alligevel har stærekasserne fået lokale venner. Den lokale autobutik, thansen, har mærket, at der nu er stærekasser på Mors.
- Der gik 14 dage efter stærekasserne var sat op, så begyndte folk for alvor at komme ind og købe de små enheder, der kan advare om stærekasser og fartkontrol på vejene. De fleste er kommet efter de er blevet blitzet, fordi de glemmer, de står der, fortæller butikschef ved thansen på Mors Claus Bisgaard.
Claus Bisgaard fortæller, at salget er eksploderet i forhold til før stærekasserne. Han vurderer, at kæden på landsplan har solgt 20.000 enheder alene de seneste seks måneder.
De tyve stærekasser i Danmark har i det første halve leveår blitzet biler i for høj fart 37.183 gange. Det giver en samlet bødesum til statskassen på 56.000.000 kroner.