Motorcyklist har brækket både arm og ben efter trafikulykke på Mors
Et sammenstød mellem en motorcykel og en personbil har kostet føreren af motorcyklisten både en brækket arm og et brækket ben.
Klokken 20:45 fredag aften skete der en trafikulykke på Vildsundvej på Mors. En mand på motorcykel kommer kørende i den nordgående retning på Vildsundvej. Han overhalede en bil, men havde overset en anden bil, der kom kørende i den sydgående retning.
Motorcyklisten ramte den modkørende bil ved forlygten, og sammenstødet førte til, at han blev kastet af motorcyklen. Herefter blev manden fløjet på hospitalet med lægehelikopter.
På hospitalet viste det sig, at manden var sluppet fra sammenstødet med en brækket arm og et brækket ben.
Manden er 45 år gammel og kommer fra Viborgegnen. Den modkørende bilist kommer fra Thisted og er 61 år gammel. Midt- og Vestjyllands Politi har ikke fået meldinger om, at bilisten skulle være kommet til skade.