Offeret blev slået flere gange og kradset i øjnene: Ung mand får straksdom for grov vold mod cykelhandler

Opdateret: En 23-årig morsingbo er blevet idømt fængselsstraf for grov vold.

To voldssager fra Nykøbing og Thisted resulterer tirsdag i grundlovsforhør ved retten i Holstebro.
To voldssager fra Nykøbing og Thisted resulterer tirsdag i grundlovsforhør ved retten i Holstebro.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Opdatering

Opdatering klokken 13.25:

Retten i Holstebro har ved grundlovsforhøret idømt den 23-årige mand fra Mors en straksdom på fem måneders fængsel for overfaldet i cykelforretningen i Nykøbing.

    En 23-årig mand fra Mors bliver tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Holstebro, hvor han vil blive sigtet for et groft overfald i en cykelforretning i Nykøbing.

    Overfaldet fandt sted mandag klokken 9.50. Den 23-årige var kunde i butikken og blev ifølge politiet pludselig så vred, at han overfaldt ekspedienten, som blev slået gentagne gange i ansigtet og kradset i øjnene.

    Overfaldet var så voldsomt, at offeret fik skader i øjnene og har været gennem en retsmedicinsk undersøgelse.

    Indtil videre er der ingen forklaring på, hvad der fik den 23-årige mand til at gå amok, men han får lejlighed til at forklare sig, når han sidder foran dommeren i retten i Holstebro. Han er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 245 om grov vold.

    Overfald i kolonihavehus

    Et overfald i Thisted resulterer også i et grundlovsforhør i Holstebro. 

    Overfaldet fandt sted søndag formiddag i et kolonihavehus, hvor en 23-årig mand fra Thisted ifølge politiet overfaldt en 47-årig mand med kvælertag og slag i ansigtet. Dertil kommer, at offeret blev stukket i hånden med en kniv.

    Det var i øvrigt ikke offeret selv, der meldte sagen til politiet. Overfaldet blev anmeldt mandag af en tredje person.