Provokerende sang om Mors hitter: - Måske er den for grov
En thybo har skrevet en drillende sang om de kære naboer på Mors. Ophavsmanden erkender, at han med sangen måske er gået lidt over stregen.
Det, der egentlig skulle have været en hyldestsang til naboerne på Mors, stak af i en lidt anden retning. Sangen endte med i stedet at blive ret provokerende.
- Er den for grov? Ja, måske lidt - måske ikke. Det vil jeg lade folk om at bestemme, lyder det fra musikeren Martin Kanstrup fra Thy.
Det er ham, der står bag tekst og musik til Mors-sangen, som tager naboerne på Mors under kærlig behandling. At de to nabo-befolkninger altid har drillet hinanden, er bestemt ikke noget nyt. Det har den 36-årige ophavsmand oplevet helt fra barnsben.
- Da blev der altid sagt, at når man var på Mors, skulle man huske at tage en spand med, når man kørte over øen. Så kunne man tage lidt jord med hjem og smide det af i Thy, for så ville man være sikker på, at øen ville forsvinde med tiden, husker Martin Kanstrup.
Gik viralt på Facebook
Videoen har opnået over 143.000 afspilninger på Facebook og er blevet delt 1.300 gange. Langt de fleste af Morsingboerne har i kommentarerne da også bare givet igen af samme skuffe med glimt i øjet.
- Ja, ja, det siger jo mere om thyboerne end morsingboerne. Suk! Dem har vi sgu ikke været heldige med, skriver Helle Thøgersen som kommentar på Facebook.
Længere nede i kommentarerne skriver Kirsten Østergaard Bliksted:
- Kæææææft hvor provo – men også temmelig sjov.
Kim Mikkelsen går lige skridtet videre og skriver:
- Jaa de sagde godt nok, der var en, der var sluppet væk fra psykiatrien i Thisted her den anden dag i radioen. Fundet!, skriver Kim Mikkelsen med henvisning til, at det skulle være Martin Kanstrup.
Aber bliver på land
Mors-sangen er da også blevet bemærket af et medie på limfjordsøen.
- Det er en frisk idé, lyder det fra Dorit Glintborg, der står for netmediet Her På Øen.
- Der bliver jo sagt nogle sandheder, men det er tydeligt, at der er masser af humor. Man skal lige fatte, at det er for sjov, påpeger hun.
Og det er netop for sjov, understreger Martin Kanstrup og tilføjer:
- Jeg synger ikke noget, der ikke er sagt før. Det hele er egentlig bare blevet samlet i en sang.
I sangen om Mors, som foregår i lystigt up-tempo, spørger Martin Kanstrup, hvorfor mon der er vand rundt om Mors?
Han filosoferer så videre over, om det mon er fordi, det har været for dyrt at hegne hele øen ind?
Herefter konkluderer han, at han i Aalborg Zoo har set, at aber ikke kan lide vand, og derfor er man sikret, at de bliver på land og ikke stikker af andre steder hen.
Dorit Glintborg synes dog ikke, at Martin Kanstrup er gået over grænsen, når han blandt andet sammenligner morsingboerne med aber.
Hun fremhæver, at videoen til sangen er med til at gøre en stor forskel.
- Der kan man se på hans ansigt, det er for sjov. Jeg tror, det ville være noget andet, hvis man kun hørte sangen, vurderer Dorit Glintborg.
Frygtede næste optræden på Mors
Efter at sangen var blevet udgivet, havde Martin Kanstrup store overvejelser om, hvad der mon ville ske, når han næste gang skulle optræde på Mors. Der var dog intet at frygte.
- Showet blev skudt i gang af en lokal morsingbo, der lige ville byde mig velkommen med en joke omkring en thybo, fortæller musikeren.
Der skal være plads til den slags drillerier, fastslår Martin Kanstrup.
- Det er lidt ligesom med en storebror, eller en lillebror eller en søster, at man driller hinanden lidt, siger han om forholdet mellem thyboer og morsingboer.
- Jeg håber på, at der måske er en morsingbo et sted, der kunne lave en sang til Thy, der var lidt sjov. Det kunne være skægt.
En røv i klaskehøjde
I 2021 er Martin Kanstrup klar til at turnere med sit tredje show. Hans shows har altid hovedtitlen En Gur Awten, og den kække musiker fra Thy er ikke i tvivl om, hvad undertitlen bliver til næste opsætning.
- En Røv i Klaskehøjde må vist være passende, siger Martin Kanstrup, der udmærket godt ved, at han med Mors-sangen har parkeret sig selv på øretævernes holdeplads.
Hvornår En Gur Awten 3 kan komme på landevejen vides endnu ikke på grund af de aktuelle restriktioner, men som opvarmning til næste show kan du herunder se et nyt portræt af Martin Kanstrup. Her er der også smagsprøver fra hans velbesøgte seneste show: En Gur Awten - Tow Kåmma Nol.