Herning-bryder taber første kamp
Herning-bryderen Fredrik Bjerrehuus bryder taber til ukrainer i første kamp ved OL i Tokyo, men kan stadigvæk nå en bronze-medalje.
Bryderen Fredrik Bjerrehuus tabte sin første kamp ved OL i Tokyo og kan dermed ikke længere vinde guld eller sølv.
Bjerrehuus tabte 1-5 til ukrainske Parviz Nasibov.
Danskeren bragte sig ellers foran 1-0 efter godt et minuts kamp, men Nasibov lavede hurtigt to point og førte 2-1 ved pausen.
Det blev også 3-1, inden Nasibov med et kast øgede til 5-1. Herfra forsøgte Bjerrehuus at kæmpe sig tilbage, men tiden løb fra danskeren.
På trods af nederlaget har Bjerrehuus stadig muligheden for at vinde bronze.
Således mødes alle brydere, der er røget ud til en finalist, i en opsamlingsturnering - eller repechage, som det hedder på engelsk - hvor der kæmpes om to bronzemedaljer. Opsamlingsturneringen afvikles onsdag.
Dermed skal danskeren nu håbe, at Nasibov går i finalen. Foreløbigt har han løst første del af opgaven ved at besejre russeren Artem Surkov i kvartfinalen.
31-årige Bjerrehuus stiller op i 67-kiloklassen i græsk-romersk stil, hvor greb fra hoften og op er tilladt - modsat i fristil, hvor der må gribes over hele kroppen.