Midt- og vestjyske løbere slog rekorder, men missede finalen: - Halvdelen af os græd bagefter
Hverken kvindernes eller herrernes danske stafetrekorder rakte til en plads i finalen. Mens kvinderne er lettede over tiden, er herrerne skuffede.
Danmarks hurtigste løbere præsterede flot ved OL i Tokyo, men det var ikke helt nok.
Både mændenes og kvindernes stafethold i 4 x 100 meter løb i deres indledende heat hurtigt nok til at slå de eksisterende danske rekorder på distancen, men alligevel rakte det ikke til finalepladser for nogen af holdene.
Mændenes hold bestod af Simon Hansen, Tazana Kamanga-Dyrbak, Kojo Musah og Frederik Schou-Nielsen. Holdet kom i mål på 38,16 sekunder, og det er næsten et sekund hurtigere end den tidligere rekord, som lød på 39,06 sekunder.
Danskerne måtte dog nøjes med en syvendeplads i heatet, hvor kun de tre bedste var sikret en plads i finalen.
For Simon Hansen, der kommer fra Bording, skaber resultatet både stolthed og skuffelse.
- Det føles fuldstændig fantastisk at kunne sætte både dansk og nordisk rekord, og så endda at kunne gøre det med de her drenge. For et år siden var der ingen, som regnede med, at vi kunne gøre det. Men når det er sagt, så var det vores mål at komme i finalen, og det er sindssygt bittert at slutte otte hundrededele derfra. Halvdelen af os græd bagefter, og lige nu fylder ærgrelsen stadig mest, siger Simon Hansen til TV MIDTVEST.
Han indledte stafetten for Danmark, og han tror på, at der er mere i vente fra danskerne i fremtiden.
- Alle på det her hold er en kæmpe flok vindere. Jeg er hundrede tusind procent sikker på, at vi også er med til OL i Paris om tre år, men lige nu er næste mål EM og VM. Jeg tror, vi kan nå rigtig langt med det her hold, lyder det fra Simon Hansen.
Mændene fra Jamaica var hurtigst af alle i tiden 37,82 sekunder og er sammen med Kina, Canada, Italien, Storbritannien, Tyskland, Ghana og Japan klar til finalen.
Kvinderne lettede over rekordtid
Også for de danske kvinders 4 x 100 meterhold blev det til en ny dansk rekordtid ved OL i Tokyo.
De fire løbere Mathilde U. Kramer, Astrid Glenner-Frandsen, Emma Beiter Bomme og Ida Karstoft klarede de i alt 400 meter i tiden 43,51 sekunder og skar dermed to tiendedele af den danske rekord, de satte i juni.
Det var imidlertid ikke nok til en finale. Danskerne sluttede næstsidst i deres heat, hvor kun de tre bedste gik videre. Alligevel var glæden tydelig hos løberne efter OL-debuten.
- Vi er lettede over, at vi slog dansk rekord. Vi kunne godt optimere lidt, men vi vidste godt, vi nok ikke kunne løbe i finalen, siger Mathilde U. Kramer til DR.
Netop Mathilde U. Kramer lagde ud på de første 100 meter. Det gjorde hun hæderligt, og alle depeche-skift sad lige i skabet.
Ida Karstoft, der startede sin karriere som fodboldspiller i Klinkby Boldklub, tog sig af de sidste 100 meter op ad langsiden og løb Danmark ind på syvendepladsen foran Trinidad & Tobago, som blev overhalet til allersidst.
- Jeg synes slet ikke, vi faldt igennem. De andre løb utrolig stærkt, og det er sgu fair nok, at vi ikke kom i finalen, siger Ida Karstoft, som nu skal fordøje oplevelserne fra Tokyo.
- Det er lidt uhåndgribeligt. Vi har ikke helt fattet, hvad vi har været med til. Vi skal lige hjem og lade det synke ind. Nu nyder vi bare at være her, og vi er megaglade for, at vi kunne være med, og at vi fik en dansk rekord med hjem.
Det var første gang i 73 år, at Danmark var med i disciplinen.
De danske kvinders 4 x 100 meterhold til OL bestod i første omgang af seks løbere. Mette Graversgaard blev dog skadet en uge inden torsdagens løb og måtte derfor trække sig.
Dermed var Mathilde U. Kramer, Ida Karstoft, Emma Beiter Bomme, Astrid Glenner-Frandsen og Louise Østergaard tilbage, og det blev altså sidstnævnte, der sad over i torsdagens heat.
Hos mændene var det Skive-løberen Emil Mader Kjær, der sad ude som reserve.
Nu kan de danske løbere rejse hjem og arbejde frem mod OL i Paris om tre år.