Det er blevet lettere at lade bilen: Men region halter stadig efter, mener branche

Der er flere elbiler om hver ladestander i Region Midtjylland end landsgennemsnittet.

I hele Region Midtjylland skyder der flere ladestandere op, men der er behov for flere - særligt af den lynhurtige slags, lyder det fra Danske Bilimportører.
I hele Region Midtjylland skyder der flere ladestandere op, men der er behov for flere - særligt af den lynhurtige slags, lyder det fra Danske Bilimportører.
Foto: Norlys

Elbilsejerne har fået nemmere ved at lade bilen i Region Midtjylland.

Fra juni 2022 til juni 2023 er antallet af offentlige ladepunkter i Region Midtjylland steget med 116 procent.

Det skriver Danske Bilimportører i en pressemeddelse på baggrund af tal fra Zapup.eu.

Set i forhold til antallet af elbiler er der nu færre biler pr. ladestander end tidligere. Derfor er det på papiret blevet nemmere at finde en ledig stander.

- Dog har Midtjylland længe ligget under landsgennemsnittet ift. antallet af lynladere pr. elbil, siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Danske Bilimportører, i pressemeddelelsen.

Nødvendigt med flere standere

Aktuelt skal 14 elbiler dele hver offentlig ladestander i Region Midtjylland. Det står i kontrast til landsgennemsnittet på 11,1.

Danske Bilimportører peger på, at det særligt er lynladere, der er behov for.

- Derfor er væksten også nødvendig, hvis regionen skal bidrage med hurtig opladning af elbiler til dens borgere og pendlere, mener Mads Rørvig.

Der skyder med jævne mellemrum nye ladestander op i regionen. Her ses Clevers nye lynlader ved Pårup mellem Silkeborg og Ikast, der åbnede 11. juli. Den tæller derfor ikke med i statistikken.
Der skyder med jævne mellemrum nye ladestander op i regionen. Her ses Clevers nye lynlader ved Pårup mellem Silkeborg og Ikast, der åbnede 11. juli. Den tæller derfor ikke med i statistikken.
Foto: Pressefoto

Fra juni 2022 til juni 2023 er antallet af offentlige lynladepunkter vokset til 276 fra 111. På trods af den eksplosive vækst har Region Midtjylland fortsat flere elbiler pr. lynladepunkt end resten af landet, lyder det fra brancheorganisationen.

Flere kommuner i Region Midtjylland har allerede meldt, at der i den kommende tid vil blive opsat flere lynladepunkter.

Det gælder blandt andet i Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner, hvor der skal opstilles henholdsvis 6 og 19 lynladere.

- For turister, pendlere og andre besøgende i området er det naturligvis en kæmpe fordel, hvis de kan få opladet bilen i nærheden af sommerhuset eller hjemadressen, siger formanden for Ringkøbing-Skjern Kommunes Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalg, Søren Elbæk (S), i en pressemeddelelse.