Arla vil forebygge demens med mælk
Hos Arla i Nr. Vium undersøger forskere om et særligt stof i mælk kan være med til at forebygge demens.
Når man fjerner vandet fra mælk, ligner det mest af alt flormelis. Heri findes et særligt stof, sphingomyelin, som forskere tidligere har fundet ud af, forbedrer spædbørns hjerneudvikling. Hos Arla i Nr. Vium er man nu i gang med at undersøge, om stoffet også kan have en positiv indvirkning, når hjernen bliver ældre.
- Vi har fokus på at udvikle selve ingrediensen. Vi sælger så ingrediensen til vores kunder, som bruger det i slutprodukter som yoghurt, proteinbarer, drikke – det kan være mange forskellige ting, siger Marie Stampe Ostenfeld, der er Ph.D., og seniormanager hos Arla Foods Ingredients.
At udviklingen af spædbørns hjerner forbedres ved indtagelse af stoffet, har forskerne allerede konkluderet. Det store spørgsmål hos Arla i Nr. Vium er, om Sphingomyelin også kan have en forebyggende effekt over for demens i ældre hjerner.
- Lige nu handler det om at udvikle indgrediensen, og så i samarbejde med universiteterne i Aarhus, Odense og København og Rigshospitalet få evidens for en fysiologisk effekt. I det her samarbejde skal vi finde ud af, hvordan sphingomyelin optages og fordøjes. Hvordan er det, bestemte byggesten bliver tilgængelig for hjernen? Når vi har de data, kan vi sætte et klinisk studie op og undersøge effekten, siger Marie Stampe Ostenfeld.
I en liter mælk er mængden af sphingomyelin ekstrem lille. Derfor vil forskerne bruge, hvad der svarer til mængden i 1000 liter mælk i hver eneste proteinbar eller yoghurt.
Et projekt med stort perspektiv
Ideen om at nogle stoffer i mælk kan modvirke demens, luftede Arla for 12 år siden. Selvom man først nu er kommet så langt, at man kan udvinde et enkelt stof og gøre det til en ingrediens i sig selv, kan der være et stort potentiale i forskningsprojektet.
- Vi er i en demografisk udvikling, hvor vi får flere og flere ældre. Vi vil gerne være mere og mere aktive i vores seniorliv, så det at vi måske kan komme med nogle produkter, som kan understøtte et mere aktivt seniorliv, det ser jeg et enormt perspektiv i. Både forretningsmæssigt, men også i at kunne bringe det ud til vores kunder, siger Niels Østergaard, der er Vice President, Innovation hos Arla Foods Ingredients
Miljø- og Fødevareministeriet har støttet projektet med otte millioner kroner, da forskningsprojektet har fokus på at nedbringe CO2 og bruger økologisk mælk til at udvinde stoffet sphingomyelin. Forskerne regner med, at kunne komme med en konklusion på, om sphingomyelin har en forebyggende effekt på demenshjerner inden for fem til8 otte år.