Assistenten siger også farvel til Skjern Håndbold

Henrik Kronborg forlader Skjern efter denne sæson. Klubbens formand fortæller, at man endnu ikke har afløsere klar.

Skjern Håndbolds assistenttræner Henrik Kronborg.
Skjern Håndbolds assistenttræner Henrik Kronborg.
Foto: Arkiv

Skjern Håndbold skal ikke alene finde en ny cheftræner til den kommende sæson.

Assistentræner Henrik Kronborg stopper også i den vestjyske klub til sommer, oplyser Skjern Håndbold i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand Carsten Thygesen siger til tvmidtvest.dk, at han havde håbet på, at både Ole Nørgaard og Henrik Kronborg ville tage en sæson mere, men han glæder sig over, at klubben har god tid til at finde en ny konstellation på trænerbænken.

- Vi er taknemmelige for, at vi har haft to så store kapaciteter i klubben, og nu ser vi det som en spændende udfordring at finde en ny løsning, siger Carsten Thygesen, der afviser, at klubben allerede har en ny træner i kikkerten.

- Vi kigger meget bredt, og så kan vi altid snævre feltet ind. Ole Nørgaard har været i Skjern i syv sæsoner, og vi tror på, at det er vigtigt med kontinuitet.

- Hvornår vil du gerne have en løsning på plads?

- Når den rigtige profil er der. 

Skjern har nedsat et rekrutteringsudvalg, der udover Carsten Thygesen består af den tidligere cheftræner Anders Dahl Nielsen og den tidligere anfører Thomas Klitgaard.

Henrik Kronborg har været i Skjern i tre sæsoner. Hans kontrakt udløber til sommer. 

- Henrik Kronborg er målrettet, dedikeret og meget vellidt i klubben. Det er en stor trænerkapacitet, som vi siger farvel til. Han har sat et stort præg på klubben, og resultaterne som han i samarbejde med Ole Nørgaard har opnået, aftvinger stor respekt og anerkendelse, siger Carsten Thygesen i pressemeddelelsen fra Skjern.

Skjerns cheftræner Ole Nørgaard meddelte tidligere i dag, at han helt stopper som træner efter denne sæson.